En nødvendig automatisering: Robotter til lagerinspektion hos Danske Fragtmænd

Jonas  Bæch

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 13 83.

En nødvendig automatisering: Robotter til lagerinspektion hos Danske Fragtmænd

Medarbejderne hos Danske Fragtmænd skal stå på en lift for at lave inspektion oppe i højderne på deres lager. I et projekt har Teknologisk Institut sammen med Elistair og MapsPeople undersøgt, om det kan gøres nemmere, mere sikkert og mere effektivt med robotteknologi.


Når lagermedarbejderne ved Danske Fragtmænd går hjem, kunne en autonom drone meget vel lette og flyve rundt mellem lagerreolerne, der ofte er flere meter høje. Dronerne skulle tjekke stregkoder på de forskellige paller, tjekke beholdningen på de enkelte pallepladser og lave andet lagerstyringsarbejde, som egentlig har været medarbejderne hos Danske Fragtmænds opgave.

Det scenarie har et europæisk projekt under navnet TEDAI (Tethered Drones for Semi-Automated Inventory Checking) arbejdet på.

Projektets tre partnere – Teknologisk Institut, Elistair og MapsPeople – har undersøgt, hvordan en mobil robot og en drone sammen kan automatisere lagerinspektion i højlagre.

-

- En lageroptælling på mit lager kræver omkring seks medarbejdere og nogle af kundens repræsentanter, og det tager en hel arbejdsdag. Medarbejderne skal enten op på lifte i flere meters højde, eller også skal de hente pallerne ned fra højderne med en truck, fortæller Dennis Jans, der er lagerchef hos Danske Fragtmænd i Brøndby og fortsætter:

- Det arbejde ville vi kunne eliminere ved at automatisere med eksempelvis en mobil robot og en drone, og det er der virkelig et stort potentiale i.

Dronen gør arbejdet i højderne

De tre partnere har arbejdet på at integrere en drone og en mobil robot med en avanceret ”tether”, som er et kevlar-forstærket dronekabel, samt et indendørs navigationssystem.

- Den mobile robot kører hen til en planlagt destination ved hjælp af et indendørs navigationssystem. Når den har nået destinationen, sender den dronen op i luften. Dronen er hele tiden forbundet til den mobile robot med kablet. Dronen skal aflæse stregkoder, QR-koder og lignende for at verificere varen og sikre, at den rigtige vare er på det rigtige sted. Derudover tager den også et billede, som lagres i et billedbibliotek, som Danske Fragtmænd kan tilgå, forklarer Jonas Bæch, der er specialist ved Teknologisk Institut.

- Når dronen skal lande igen, finder den landingsplatformen ved hjælp af LED-lysene på toppen af den mobile robot. Dermed kan dronen ved hjælp af den mobile robot og tetheren flyve rundt på lageret i flere timer kontinuerligt og udføre en komplet lagerkontrol uden at lande, forklarer han videre.

Den mobile robot, dronen og kablets samarbejde skal være med til at skabe overblik over lagerbeholdningen, fejl, mangler eller eksempelvis uidentificerede varer, som kan blive opsamlet i det eksisterende lagersystem.

Ved hjælp af billeder sammenholdt med stregkoder fra dronen behøver medarbejderne på den måde ikke have adgang til de høje hylder på lageret.

Lagerinspektionen er i dag en besværlig, manuel opgave. Ved at bruge robotteknologi kan vi spare og effektivisere vores tid, minimere risiko for fejl og øge sikkerheden for medarbejderne markant, siger Dennis Jans, lagerchef hos Danske Fragtmænd.

Lagerdroner som en nødvendighed

Lagerchef Dennis Jans er ikke i tvivl om, at potentialet for robotteknologi til lagerinspektion er en nødvendighed:

- Lagerinspektionen er i dag en besværlig, manuel opgave. Ved at bruge robotteknologi kan vi spare og effektivisere vores tid, minimere risiko for fejl og øge sikkerheden for medarbejderne markant, fortæller Dennis Jans og tilføjer:

- Vi kan på mange måder se, at vi bliver nødt til at gøre noget andet, end det vi gør nu. Efterspørgslen og kravene på lagerstyring bliver større og mere komplekse, samtidig med at vi står overfor mangel på arbejdskraft. Hvis vi benytter os af teknologien, vil vi kunne bruge vores medarbejdere til det, som vi er nødt til, og spare dem for alle de andre opgaver.

Et revolutionerende system

De tre projektpartnere bidrager alle med relevante kompetencer inden for projektets område.

Elistair er en global leder inden for fremstillingen af dronesystemer med tether-kabler, mens MapsPeople er en global leder inden for indendørs mapping og navigation.

Teknologisk Institut, der har mange års erfaring med udvikling af robotløsninger, har lavet hele systemet, der får dronen til at arbejde sammen med den mobile robot, så det bliver til en samlet enhed.

-

Tetheren, som franske Elistair står bag, vil både forsyne dronen med batteri samt øge sikkerheden og hastigheden af dataoverførsel mellem den mobile robot og dronen. Den vil med andre ord sikre, at dronen bliver, hvor den skal være, samt at dronen ikke løber tør for batteri.

- Tetheren virker som et anker, så dronen er mere præcis i sine bevægelse. Systemet er revolutionerende og kan virkelig gøre en stor og vigtig forskel inden for lagerinspektion, siger projektleder fra Elistair Antoine Haag.

Rasmus Steenberg Andersen, der er CIO hos MapsPeople mener, at projektet er spændende og vigtigt.

- Der er her tale om indendørs kortlægning og navigation som et beslutningsgrundlag og et støttesystem til robot- og dronebaseret teknologi, og det har været en spændende udvidelse af, hvad vi normalt ser vores indoor mapping-platform, MapsIndoors, benyttet til, siger han.

Projektet er delvist støttet af Innovationsfonden samt EU’s rammeprogram Horizon 2020.

Har du spørgmål til løsningen eller teknologierne, så kontakt specialist Jonas Bæch fra Teknologisk Institut på 72 20 13 83 eller joba@teknologisk.dk.