Præcise data i bevægelse: Teknologi baner vej for fremtidens robot- og produkttest
Når robotter skal navigere sikkert blandt mennesker, eller droner skal lande på millimetermål, er præcise data afgørende. Hos Teknologisk Institut kan man nu med teknologien motion capture give virksomheder et grundigt datagrundlag til at udvikle og validere deres robotteknologier eller produkter.
Forestil dig en mobil robot, der skal bremse for ikke at kollidere med mennesker, eller en drone, der autonomt skal docke til sin ladestation.
Fælles for disse scenarier er behovet for ekstremt præcise data om bevægelse
Og det er her, motion capture-teknologi viser sin styrke.
− Inden for robotautomatisering er det et grundvilkår: Noget bevæger sig – og det skal vi kunne måle ekstremt nøjagtigt, hvis vi vil have succes med ny teknologi, fortæller Kasper Camillus Jeppesen, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.
Hvad er motion capture?
Motion capture er en række specialiserede kameraer, der benytter infrarødt lys til at spore små, reflekterende markører monteret på robotter, personer eller øvrige emner.
Resultatet er millimeterpræcis 3D-data om både position og rotation, selv når bevægelserne er lynhurtige.
Denne metode gør det muligt at indsamle såkaldt ground truth data – altså den robuste referencemåling, der ligger over niveauet for de sensorer eller systemer, man udvikler og tester.
− Vi kan tracke alt fra robotarmen, der samler mikroemner op, til dronen der skal lande automatisk. Uden præcise data ved du ikke, om din teknologi performer, som du tror, siger Kasper Camillus Jeppesen.
Bruges i hele produktets livscyklus
Teknologisk Institut bruger motion capture på tværs af produktudviklingen til alt fra research og tidlig prototyping til slutvalidering og certificering.
− Uanset om man er startup, etableret producent eller forsker, har man behov for at sammenligne sine egne målinger mod noget bedre og mere præcist. Det gør hele forskellen for valg af mekanik, sensorer og algoritmer, og for at dine sikkerhedsfunktioner virker, forklarer Kasper Camillus Jeppesen.
Anvendelsesmulighederne rækker langt ud over robotter:
− Vi hjælper alt fra producenter af mobile robotter og droneteknologi, der skal opfylde skrappe krav, til virksomheder der udvikler avanceret kunstig intelligens og skal bruge et millimeterpræcist datagrundlag til algoritmetræning. Endda helt ned til analyse af menneskelige bevægelser, fortæller han.
Præcision på jeres banehalvdel
Teknologisk Institut tilbyder motion capture-målinger både i instituttets robothaller og ude hos virksomheder.
Systemet er mobilt og kan opsættes både indendørs og udendørs.
− Der er næsten ingen begrænsninger − bare vi kan montere markørerne. Vi kan tracke alt fra store maskiner til små komponenter og mennesker, hoved og hænder, som bruges til for eksempel VR eller AR, slår Kasper Camillus Jeppesen fast.
Når virksomheden står over for nye robotløsninger, automatisering, AI-datasæt, eller skal sikre, at produktet opfylder test og certificeringskrav, er der kun én vej frem: Data, du kan stole fuldt og helt på.
− Motion capture giver det mest værdifulde datagrundlag, du kan få. Det er din billet til at træffe de rigtige beslutninger og sende sikre, konkurrencedygtige produkter på markedet, afslutter Kasper Camillus Jeppesen.
Se her, hvordan Teknologisk Institut kan hjælpe dig med detaljeret tracking og validering af bevægelser med avanceret motion capture-teknologi: Mål og analysér robotbevægelser med præcise data
Motion capture-systemet er indkøbt med støtte fra AI-MATTERS − en europæisk indsats, som etablerer en række test- og forsøgscentre inden for AI og robotteknologi til fordel for produktionsindustrien.