Analyser gav Genan A/S viden om legeringsforskelle i dæktråd

Benjamin  Bjørke

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 13 18.

Skål med dækgranulat

Analyser gav Genan A/S viden om legeringsforskelle i dæktråd

CASE: GENANVENDELSE AF BILDÆK

Genan A/S oparbejder udtjente dæk. I forbindelse med genanvendelsen af selve dækarmeringen stødte de på en udfordring, som Teknologisk Institut hjalp med at løse.

Som verdens største oparbejder af udtjente dæk har Genan A/S en vision om, at alle kasserede dæk skal genanvendes på den mest miljørigtige og økonomisk fordelagtige måde. Det betyder, at man også ønsker at genanvende armeringsgitteret i bildækkene, som består af stål. Disse bildæk indsamles i både Europa og Nordamerika, og i forbindelse med genvindingsprocessen stødte Genan på en udfordring, da man ikke kendte legeringssammensætningen af armeringsgitteret eller vidste, om der var forskel på stålet fra forskellige dækproducenter og på tværs af geografiske lokationer. Derfor kontaktede man Teknologisk Institut med henblik på at opnå større viden om legeringerne.
Se vores forskellige ydelser

Teknologisk Institut modtog dækarmeringen som granuleret tråd, der var ’forurenet’ med dækrester af gummi og armeringstekstil, som det ses på billedet øverst.

- Vores første opgave var at oprense prøverne. Derfor bagte vi dem ved 600°C i en time, så alt organisk materiale blev afbrændt, hvorefter vi sigtede askeresterne fra. Herefter kunne vi omsmelte det tilbageværende dækgitter til testkuponer, som vi derefter kunne måle den kemiske sammensætning på, fortæller Benjamin Bjørke, konsulent på Teknologisk Institut og ekspert i metalliske materialer.  

Med de omsmeltede prøver var det muligt at måle grundstofsammensætningen ved hjælp af Optisk Emission Spektroskopi (eller OES), så Genan A/S kunne foretage korrekt genanvendelse og efterfølgende videresalg.

Testemne med lineal
Her ses en omsmeltet testkupon. Måling af kemisk sammensætning (de fem mærker) sker ved hjælp af OES

Ny viden bidrager til højere genanvendelsesgrad

OES er en standardmetode – og en af de mange analysemetoder, som Teknologisk Institut bruger til at generere vigtig viden for virksomheder ved konkrete problemstillinger. Desuden er analysen en af de mange akkrediterede metoder, som Teknologisk Institut tilbyder, så vores kunder kan være sikre på, at resultatet laver op til gældende standarder og kvalitetskrav på området.

Det er vigtigt for Genan at have specialister, der kan bistå med fagekspertise inden for bl.a. analyse og bestemmelse af materialer – som her ved dæktråden. Kun herved kan vore produkter indgå i de bedste applikationer. Samarbejdet med Teknologisk Institut giver os præcist og professionelt den backup og fagekspertise, vi behøver

- Michael Agerkilde, Group COO, GENAN HOLDING A/S

I dette tilfælde fik Genan A/S en større viden om deres eget produkt og øget kendskab til de pågældende legeringer, så de kunne lave en mere præcis forarbejdning af dækkene og dermed opnå en bedre genanvendelse.

Med resultaterne fra den uvildige tredjepartsanalyse har Genan A/S helt konkret kunnet afvise legeringsforskelle i dæktråd fra forskellige lokationer, og det har bidraget til en højere genanvendelsesgrad af materialer.