Dansk tekstilprojekt baner vej for genanvendelse af tøjaffald

Julie Brender Trads

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 36 71.

Genanvendelse af tøjaffald

Dansk tekstilprojekt baner vej for genanvendelse af tøjaffald

Pressemeddelelse publiceret den 10. april 2024.

Med en ny renseproces for brugt polyester og forbedret genanvendelsesteknologi til blandingstekstiler har et dansk tekstilprojekt banet vejen for øget genanvendelse af tøjaffald.

Andelen af genanvendt tekstilaffald i nye tekstiler skal øges markant for at sænke tekstilbranchens klimaaftryk og leve op til EU’s tekstilstrategi. Et netop afsluttet tekstilprojekt, Den cirkulære tekstilindustri, har sænket flere teknologiske barrierer for fremtidens cirkulære tekstilindustri.

Slut med tekstiler af genanvendte plastflasker

Hver EU-borger køber i gennemsnit 26 kg tøj om året og kasserer samtidig 11 kg tøj ifølge EU’s egne tal. Heraf bliver kun én procent genanvendt til nye tekstiler. Dette ønsker EU at gøre op med i en ny tekstilstrategi, der blandt andet skal sikre, at plastflasker kun genanvendes som flasker i et lukket kredsløb. I dag tages en stor andel af plastflasker ud af kredsløbet og bruges til tekstilproduktion. Ulempen er her, at tekstil fra genanvendte flasker ikke kan genanvendes yderligere.

EU-strategien vil blive fulgt op af konkret lovgivning, men der mangler løsninger til at imødekomme de fremtidige krav til tekstilindustrien. I projektet Den cirkulære tekstilindustri er der gennem to år blevet arbejdet på at skabe fremtidige løsninger til tekstil-til-tekstil genanvendelse.

Ny renseteknologi fjerner farvestoffer fra polyester

En essentiel barriere for øget tekstil-til-tekstil genanvendt polyester er, at tekstilprodukter produceres med talrige tilsætnings- og farvestoffer, som hidtil har hindret genanvendelse. I løbet af projektet Den cirkulære tekstilindustri har partnerne derfor arbejdet på at udvikle en metode, der effektivt fjerner farvestoffer og additiver fra polyesteren, men samtidig så skånsomt at fibrene ikke tager skade. Konceptets effektivitet er demonstreret i Teknologisk Instituts laboratorier og afprøvet i pilotskala hos teknologipartneren Natex. Næste skridt er at afprøve teknologien i tekstilproduktion på større skala.

– Det er et vigtigt gennembrud, og vi er meget tilfredse med det resultat, vi har opnået, fordi farvestoffer og additiver har været en væsentlig barriere for genanvendelse, fortæller projektleder Julie Brender Trads fra Teknologisk Institut.

Forbedret genanvendelsesteknologi

En anden stor barriere for genanvendelse af tekstiler er de blandede materialer. Mange tekstiler er blandingsprodukter med for eksempel bomuld og polyester, også kaldet polycotton. Endnu findes der ikke kommercielle løsninger til adskillelse af blandede tekstiler, så begge fibre kan bruges i nye tekstiler.

Men det kan være på vej i form af virksomheden Textile Changes genanvendelsesteknologi, der med en kemisk behandling af tøjaffaldet kan adskille polyester og bomuld. Herefter kan polyesteren spindes til nye polyesterfibre, og bomulden kan videreforarbejdes til viskose tekstiler. Netop denne proces er blevet yderligere forbedret i projektet, så fiberkvaliteten muliggør produktion af nye tekstiler.

– Ved at være en del af Den cirkulære tekstilindustri har vi kunnet accelerere udviklingen af vores teknologi. Det skyldes, at vi har fået adgang til uvurderlig sparring med partnerne i projektet og specialiseret viden fra Teknologisk Institut, siger CEO Ditte Højland fra Textile Change.

Værdifulde læringer baner vej for øget cirkularitet

Ud over de konkrete teknologiske gennembrud har projektpartnerne høstet fordele ved den tætte dialog på tværs af tekstilernes forsyningskæde, mellem på den ene side tekstilvirksomheder som Hummel, MASCOT, Knowledge Cotton Apparel og Our Units og på den anden side teknologipartnere som Textile Change, DTU, Natex, Cellugy og Teknologisk Institut.

– Når tekstilvirksomhederne bidrager med specifik viden om deres produkter, har genanvendelsesvirksomhederne bedre mulighed for at udvikle teknologierne, så de med sikkerhed fjerner specifikke farvestoffer og tilsætningsstoffer. Omvendt kan genanvenderne nu informere tekstilvirksomhederne om, hvad der kan genanvendes, og hvordan de kan tilpasse deres design for lettere genanvendelse i fremtiden, siger Julie Brender Trads.

Det har ført til udarbejdelsen af en designguide, der hjælper tekstilvirksomhederne i projektet med at træffe beslutninger i designfasen, så muligheden for genanvendelse forbedres.

Den cirkulære tekstilindustri er støttet af MUDP under Miljøministeriet og gennemført i et samarbejde mellem Mascot International A/S, Our Units ApS, hummel, Knowledge Cotton Apparel, Textile Change ApS, Natex Processtechnologie GesmbH, Danmarks Tekniske Universitet, Cellugy Aps og Teknologisk Institut.

Læs mere om barrierer for genanvendelse af tekstiler:

Yderligere oplysninger

  • Faglig konktaktperson: Projektleder Julie Brender Trads, Teknologisk Institut, mobil: 7220 3671,
    mail: jutr@teknologisk.dk.