
Fejlanalyse ved skader og havarier
Skader og havarier kan opstå pludseligt og have et væld af forskellige årsager. Uanset om du står med en knækket aksel eller et uventet korrosionsangreb, så kan Teknologisk Institut hjælpe. Vi kan foretage en teknisk udredning samt vejlede og rådgive om vejen frem.
Når der sker havarier eller skader på komponenter, kan det være nødvendigt at forstå den præcise årsag – både for at kunne placere et eventuelt ansvar og for at undgå gentagelser. Teknologisk Institut har mange års erfaring med årsagsanalyse i forbindelse med skader og havarier på metalkomponenter, f.eks. brudte bolte, maskin- eller konstruktionsdele, korrosionsangreb på VVS-komponenter og procesanlæg, defekte eller mangelfulde overfladebehandlinger og meget mere.
Se vores forskellige ydelser
On-site eller i laboratoriet
Vi har mulighed for både at udføre vurderinger og tests on-site, samt analysere de fejlede emner i vores laboratorier, hvilket sikrer høj kvalitet og værdi af vores fejlanalyser.
Blandt andet tilbyder vi:
- On-site skadesvurdering af konstruktioner og maskiner
- Årsagsanalyse af brud og/eller korrosion
- Mekaniske og kemiske tests til vurdering af det fejlede materiales egenskaber
- Metallografisk analyse af mikrostruktur og eventuelle defekter
Når der er behov for det, kombinerer vi feltundersøgelser med avancerede laboratorieanalyser, såsom brudundersøgelser, overfladekarakterisering eller mekaniske tests, så vi kan finde frem til en sandsynlig fejlårsag. I andre tilfælde kan det være nødvendigt at inddrage en analyse af driftsmiljøets indflydelse på skaden/havariet.
Viden om, hvorvidt en komponent er brudt som følge af overbelastning eller udmattelse kan give værdifuld indsigt i de aktuelle laster og dermed et grundlag for korrigerende handlinger. I andre sammenhænge kan et uventet korrosionsangreb skyldes uhensigtsmæssig varmebehandling og dermed mikrostruktur, hvormed et eventuelt ansvar kan placeres. Uanset skaden eller havariets natur aftales opgavens indhold og omfang på forhånd, så du får det mest optimale udbytte fra analysen.
Skræddersyet udredning og rådgivning
Hver skades- eller havarisag er unik. Derfor tilrettelægger vi den tekniske udredning, så den passer til den konkrete situation, komponenttype og driftsbetingelser.
Ud over den tekniske analyse kan vi:
- Anbefale konstruktions- og materialemæssige ændringer
- Foreslå forbedrede vedligeholdsprocedurer, herunder ikke-destruktive tests (NDT)
Alle skades- og havarianalyser afsluttes med en rapport, som dokumenterer undersøgelser, resultater, konklusioner og - såfremt det ønskes - anbefalede tiltag.
Inspektion, test og rådgivning udføres af et tværfagligt team af metallurger og maskiningeniører, som alle har stor erfaring med analyse af havarier på maskiner, konstruktionskomponenter og korrosionsudsatte emner.