
Fremtidens patientpleje: Tryghed og effektivitet gennem digital teknologi
Digital teknologi rummer potentialer for frigørelse af ressourcer, tidlig opsporing af kritisk sygdom og nye måder at tilrettelægge det tværsektorielle samarbejde mellem kommuner og regioner. Teknologisk Institut har hjulpet Sygehus Sønderjylland og Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder kommuner med at afdække, hvordan digital teknologi kan forbedre og effektivisere patientpleje i hjemmet efter operation.
Udfordringer med tværsektorielle sundhedstilbud
De fire sønderjyske kommuner og Sygehus Sønderjylland oplevede udfordringer med at drifte det tværsektorielle tilbud "Kom Trygt Hjem”, et tilbud målrettet ældre borgere udskrevet efter operation af hoftenært brud. Tilbuddet var ressourcekrævende med mange fysiske kontrolbesøg i borgerens hjem og begrænset digital monitorering. Der var behov for at undersøge muligheder for at digitalisere dele af forløbet for at øge effektiviteten og kvaliteten.
Udvikling af et digitalt sundhedskoncept
Teknologisk Institut faciliterede samarbejdet mellem kommuner, sygehus og teknologivirksomheder for at udvikle et nyt koncept for "Kom Trygt Hjem". Gennem workshops og brugerinddragelse blev der skabt en løsning, der integrerer avancerede monitoreringsteknologier fra Teton og Ward 24|7. Design Thinking-metoden blev anvendt for at sikre en brugerdrevet og iterativ udvikling af løsningen. Denne tilgang gjorde det muligt at identificere konkrete behov, afprøve prototyper og løbende tilpasse konceptet i tæt samarbejde med både sundhedspersonale og borgere. Løsningen muliggør digital overvågning af vitale parametre, mobilitet og søvnmønstre, hvilket reducerer behovet for fysiske besøg og giver sundhedspersonalet bedre datagrundlag.
Potentialet i digital monitorering
Det nye digitale koncept for "Kom Trygt Hjem" har potentiale til at reducere antallet af fysiske besøg markant og derigennem frigøre ressourcer i hjemmeplejen, som kan bruges til andre opgaver. Samtidig øges borgernes tryghed gennem konstant digital monitorering. Sundhedspersonalet får bedre mulighed for at opdage kritisk sygdom tidligt, takket være avancerede monitoreringsteknologier. Dette muliggør hurtigere respons og potentielt bedre behandlingsresultater. Endeligt kan det tværsektorielle samarbejde styrkes gennem bedre datadeling. Konceptet skal nu afprøves i en prøvehandling, men der er allerede etableret et tværsektorielt velfærds- og sundhedsteknologisk netværk i Sønderjylland som platform for videre udvikling og implementering.
Hvis vi vil opnå væsentlig merværdi for borgere og patienter, så må vi arbejde med innovation på tværs af sektorer. Konkret har projektet vist stort potentiale for både at opnå større effektivitet og en væsentlig øget sikkerhed for borgeren/patienten, ved brug af fælles sensor- og visionsteknologi (med AI). Projektforløbet er blevet startskud for et mere fast etableret innovationssamarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og de fire sønderjyske kommuner indenfor det sundheds- og velfærdsteknologiske område.
- Jan Toft, udviklingschef, Lærings- og Forskningshuset, Sygehus Sønderjylland
Vil du høre mere? Kontakt os
Kontakt Martin Grønbæk Jensen på 7220 1775 eller magj@teknologisk.dk for en dialog om, hvordan datadrevne løsninger kan understøtte sundhedssektoren eller læs mere om, hvordan Teknologisk Institut arbejder med digitalisering af sundhed pleje og omsorg.
Er du interesseret i mere information om dette projekt, kan du dykke ned i den afsluttende rapport, der blev udarbejdet ved projektets afslutning: