Frederik R Steenstrup

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 23 57.

Close-up af prøveglas og pincet

Identifikation af fremmedlegemer og årsagsanalyse ved reklamationer

EnglandIn English

Få hurtigt klarlagt, hvad et fremmedlegeme består af, eller hvad årsagen til en reklamation er - med akkrediteret analyse, der giver jer et solidt grundlag for dialog med leverandører og kunder.

Når der dukker et fremmedlegeme op i jeres produktion, eller når et produkt fejler og udløser en reklamation, er hurtig og pålidelig identifikation afgørende. Identifikation af fremmedlegemer sker akkrediteret, idet fingeraftrykket af det ukendte materialer - typisk gummi, plast eller polymerholdige partikler - sammenholdes med kendte referenceprøver.

Teknologisk Instituts Plastlaboratorium identificerer materialet og kortlægger årsagen, så I kan træffe beslutninger på et dokumenteret grundlag og effektivt afhjælpe produktionsstop.

Hvad kan Teknologisk Institut assistere med?

Teknologisk Institut tilbyder akkrediteret analyse, der giver jer svar på de spørgsmål, som opstår ved fund af fremmedlegemer eller ved reklamationer på gummi- og plastprodukter:

  • Akkrediteret identifikation af gummi og plast - typisk med svar inden for få dage
  • Analyse af fremmedlegemer og kontaminanter i produkter eller produktionsmiljøer
  • Årsagsanalyse ved reklamationer - fra identifikation til dokumenteret konklusion
  • Materialeverifikation - er det leverede materiale i overensstemmelse med specifikationen?
  • Vurdering af nedbrydning og procesrelaterede fejl - fx ufuldstændig vulkanisering eller termisk nedbrydning
  • Kemikalieresistens og miljøpåvirkning - vurdering af UV, kemikalier og andre brugspåvirkninger
  • Opbygning af kundespecifikke referencebiblioteker - så fremtidige analyser kan gennemføres hurtigere og mere målrettet

Få svar på de vigtige spørgsmål

Er materialet det rette - eller er det en fejlleverance?

Det første spørgsmål ved en reklamation er ofte, om materialet overhovedet er det, der blev bestilt. Teknologisk Institut identificerer gummi i henhold til ISO 4650, som baserer sig på infrarød spektroskopi (FTIR). På tilsvarende vis kan vi optage det kemiske fingeraftryk af plastmaterialer.

Når vi kombinerer metoder, der er ukorrelerede - fx Differential Scanning Calorimetry (DSC) med FTIR-spektroskopi - opnår vi en høj pålidelighed i identifikationen. Pålideligheden er dokumenteret ved deltagelse i præstationsprøvning.

Kommer fremmedlegemet udefra - eller stammer det fra jeres egen produktion?

Når et fremmedlegeme identificeres, matcher vi det kemiske fingeraftryk med vores database af rene materialer. Men kommercielle produkter består sjældent af ét enkelt materiale, og derfor har flere af vores kunder investeret i et referencebibliotek over deres egne mulige forureningskilder - fx hårnet, filtermaterialer eller pakninger.

Et kundespecifikt referencebibliotek forkorter analysesvartiden markant og gør det muligt at udelukke eller udpege konkrete kilder til kontaminationen. Jo hurtigere årsagen er fundet, desto hurtigere kan produktionen genoptages.

Er produktet formgivet korrekt - eller er materialet nedbrudt?

Nogle polymermaterialer stiller store krav til forarbejdningsprocessen. PTFE (polytetrafluorethylen) kræver fx så høj temperatur ved formgivning, at risikoen for nedbrydning er overhængende. Delvist nedbrudt PTFE krystalliserer hurtigere og kraftigere end jomfrueligt PTFE - og en undersøgelse efter ISO 11357-3 giver den dokumentation, der skal til for at igangsætte en kvalificeret dialog med leverandøren.

For elastomermaterialer som fx PDMS (polydimethylsiloxan) afhænger egenskaberne af vulkaniseringen. Er krydsbindingsreaktionen ufuldstændig, lever det færdige produkt ikke op til databladets specifikationer. Afhængigt af produktets geometri kan vi tilbyde mekaniske tests og gummianalyser, der afklarer, om formgivningsprocessen har plads til forbedringer.

Har produktet været udsat for et usædvanligt brugsmiljø?

Kemikalier og UV-påvirkning efterlader spor, der kan være en afgørende brik i reklamationen. Når vi undersøger et fejlet produkt, kender vi de forskellige polymermaterialers stærke og svage sider. PP (polypropylen) er fx sjældent følsomt over for spændingsrevnedannelse, men tåler kun i begrænset omfang strålesterilisation. FKM-gummi (undertiden kaldet Viton®) klarer høj temperatur og aggressive kemikalier, men har alkaliske væsker som akilleshæl.

Hvor det er relevant, kan vi efter principperne i ISO 1817 kvantificere effekten af en specifik væske ved en specifik temperatur - og dermed dokumentere, om brugsmiljøet har bidraget til fejlen.

Akkreditering og standarder

Teknologisk Instituts Plastlaboratorium er akkrediteret af DANAK under ISO 17025 til identifikation af polymerholdige prøver som gummi og plast. Akkrediteringen betyder, at analysens resultater er internationalt anerkendte og kan bruges som dokumentation i reklamationssager og leverandørforhandlinger.

Analyser kan gennemføres i henhold til bl.a.:

  • ISO 4650:  identifikation af gummi ved infrarød spektroskopi
  • ISO 11357-3: bestemmelse af smeltetemperatur og krystallisationsentalpi (DSC)
  • ISO 6775: identifikation af plast ved Raman spektroskopi

Kontakt os om identifikation af fremmedlegemer

Har I fundet et fremmedlegeme i jeres produktion, eller står I med en reklamation, der kræver dokumenteret analyse? Kontakt Teknologisk Instituts Plastlaboratorium for en afklaring af, hvordan vi bedst hjælper jer videre.

FAQ

Hvad er akkrediteret identifikation af fremmedlegemer?
Akkrediteret identifikation er en analyse, hvor et ukendt materiale - typisk gummi, plast eller et polymerholdigt fiber - analyseres med metoder som FTIR-spektroskopi og DSC. Teknologisk Instituts Plastlaboratorium er akkrediteret af DANAK under ISO 17025, hvilket betyder, at resultaterne er internationalt anerkendte og kan bruges som dokumentation i reklamationssager.

Hvor hurtigt kan et fremmedlegeme identificeres?
En akkrediteret identifikation kan typisk gennemføres inden for få dage. Hvis virksomheden har et kundespecifikt referencebibliotek hos Teknologisk Institut, kan svartiden reduceres yderligere.

Hvilke metoder bruger Teknologisk Institut til at identificere gummi og plast?
De primære metoder er Raman og infrarød spektroskopi (FTIR) og Differential Scanning Calorimetry (DSC). Ved at kombinere ukorrelerede metoder opnås en høj pålidelighed, som er dokumenteret ved deltagelse i præstationsprøvning.

Hvad er et kundespecifikt referencebibliotek?
Et referencebibliotek er en samling af kemiske fingeraftryk fra materialer, der bruges i virksomhedens produktion - fx pakninger, filtre og hårnet. Biblioteket gør det muligt hurtigt at udelukke eller udpege konkrete forureningskilder ved fremtidige fund af fremmedlegemer.

Kan Teknologisk Institut vurdere, om et gummiprodukt er korrekt vulkaniseret?
Ja. Ved hjælp af mekaniske tests og termiske analyser kan Teknologisk Institut vurdere, om vulkaniseringen er fuldstændig, og om produktet lever op til de specificerede egenskaber.

Kan analysen bruges som dokumentation over for en leverandør?
Ja. Analyserne er akkrediterede under ISO 17025, og resultaterne kan bruges direkte som dokumentation i reklamationssager og i dialog med leverandører.

Hvilke materialer kan Teknologisk Institut identificere?
Plastlaboratoriet kan identificere en bred vifte af polymermaterialer, herunder gummi (fx PDMS, FKM), termoplast (fx PP, PTFE) og sammensatte polymerholdige produkter. Identifikationen sker ved at matche det kemiske fingeraftryk med en database af kendte referencematerialer.