
Korrosionstests dokumenterer kvalitet af blyfri fittings for JCH
Når vandkvaliteten ændrer sig, kan selv godkendte VVS-produkter blive udfordret. Det har JCH i Vejle mærket – og samtidig vil virksomheden gerne være på forkant med nye regulativer, der så godt som forbyder brugen af bly i legeringer til fittings. Derfor tog man kontakt til Teknologisk Instituts specialister inden for analyse af metaller.
JCH udvikler og producerer løsninger til sikring af drikkevand – herunder fittings, som laves i forskellige legeringer. Til disse fittings var JCH nødt til at gentænke materialevalget, og det skyldtes to ting.
For det første betød skærpede reguleringer omkring kravene til blyindhold, at de velkendte blyholdige messinglegeringer skulle erstattes af nye blyfri alternativer.
For det andet begyndte man at se korrosionssager i områder, hvor vandkvaliteten over tid var blevet mere aggressiv. Det betød, at selvom produkterne levede op til gældende standarder og godkendelser, opstod der alligevel reklamationer. Af samme årsag var JCH allerede begyndt at anbefale en ekstra korrosionsbestandig (blyholdig) legering, som var bedre end acceptkriterierne for en ’standardgodkendelse’ – netop for at undgå korrosionsudfordringer.
Nu ønskede JCH så at være på forkant: Hvilke blyfri materialer kunne man med ro i sindet anbefale kunderne fremadrettet – også i vanskelige vandmiljøer?
Svaret var en standardtest – efterfulgt af en skærpet test for korrosionsbestandighed
For at få et solidt sammenligningsgrundlag tog JCH kontakt til Teknologisk Instituts specialister inden for analyse af metaller. Ønsket var, at Teknologisk Institut skulle udføre korrosionstests på de forskellige legeringer, der var i spil – både eksisterende blyholdige legeringer og nye blyfri legeringer.
Her gennemførte Teknologisk Institut først en standardtest, som typisk anvendes i forbindelse med produktgodkendelser - blandt andet VA-godkendelse for messingfittings.
For at få de nødvendige svar – især i forhold til de mere korrosive vandmiljøer - udviklede specialisterne desuden en skærpet og accelereret test.
- I den skærpede test tog vi afsæt i standarden og gjorde betingelserne mere aggressive for at presse materialerne helt ud i grænseområdet. På den måde ville JCH få den mest fyldestgørende og retvisende dokumentation, fortæller Nils Lau Nyborg Broge, specialist i korrosion og metallurgi på Teknologisk Institut.
Der blev testet to kendte blyholdige legeringer – en “god” og en, der allerede var erfaringer med reklamationer på – samt to nye blyfri legeringer.

Billedet viser de testede prøver.
Resultatet: Tryghed i valg af ny blyfri legering
Testene gav klare svar. En af de nye blyfri kandidater dumpede allerede standardtesten og blev ikke overvejet yderligere. I den skærpede test viste den kendte “problembarn”-legering med bly sig at være den svageste. Det bekræftede, at testbetingelserne afspejlede virkelige erfaringer.
Den mest lovende nye blyfri legering klarede sig derimod tilsvarende JCH’s nuværende ekstra gode blyholdige reference – og bedre end standardlegeringen med bly, der havde givet reklamationer.
Færre reklamationer og stærkere dokumentation
For JCH betyder resultaterne af korrosionstestene, at de kan frasortere risikable materialer før de når markedet og dermed reducere risikoen for korrosion, driftsforstyrrelser og økonomiske tab for både kunder og slutbrugere.
Samarbejdet ved Teknologisk Institut har været helt fantastisk. De har været hjælpsomme og utroligt opklarende i de spørgsmål, som vi har haft, og de har gennemgået de resultater, som vi har fået - helt minutiøst om nødvendigt.
- Tobias Rød, Product & Quality Manager, JCH A/S
Samtidig får virksomheden et teknisk underbygget grundlag for at dokumentere kvaliteten og rådgive kunderne om det mest robuste materialevalg i en tid, hvor både vandkvalitet og regulering er i bevægelse.