Ny testbygning skal bane vej for mere træ i byggeriet

Niels  Morsing

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 23 12.

Ny testbygning skal bane
vej for mere træ i byggeriet

Ny testbygning skal bane vej for mere træ i byggeriet

Pressemeddelelse den 22. august 2025

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har torsdag indviet ny test- og demonstrationsbygning for træ i byggeriet på Teknologisk Institut. Formålet er at øge brug af mindre klimabelastende byggematerialer. 

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen indviede torsdag Teknologisk Instituts nye test- og demonstrationsbygning, Build-in-Wood Demonstrator, i Taastrup. Den 340 m² store bygning skal fungere som byggebranchens nye test- og demonstrationsplatform for øget brug af træ og andre biobaserede byggematerialer i større byggerier.

- Byggebranchen står for en stor del af den samlede udledning af drivhusgasser, og det er vi nødt til at få nedbragt. Projektet her viser, hvordan vi i dag kan bygge mere grønt ved at se på vores valg af materialer. Og hvordan vi kan bygge mere grønt til fremtiden ved at sikre, at et byggeri kan skilles ad og genbruges. Det er en stor fælles opgave hele tiden at få skubbet grænserne for, hvor bæredygtigt vi kan bygge, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Nyt konkret værktøj

Byggeriet står for op til 22 procent af Danmarks klimabelastning, og med et stigende antal byggerier de kommende år har sektoren akut brug for veldokumenterede løsninger med lavt klimaaftryk. Branchen holder dog tilbage med at bruge træ som bærende konstruktion på grund af manglende praktisk erfaring med akustik, fugthåndtering, brandsikring og holdbarhed.

- Nu får danske virksomheder og byggeriet et nyt konkret værktøj til at navigere i den grønne omstilling. Når vi kan teste og dokumentere træløsninger under realistiske forhold, mindsker vi risikoen ved at investere i nye teknologier og materialer. Det accelererer udviklingen af klimavenlige byggeløsninger, som både styrker Danmarks konkurrenceevne og bidrager til at nå vores klimamål, siger adm. direktør Juan Farré, Teknologisk Institut.

Med de nye skærpede klimakrav i Bygningsreglementet fra 1. juli 2025 står byggebranchen desuden overfor en stor udfordring. For etageboliger og kontorer må klimaaftrykket maksimalt være 7,5 kg CO₂/m² årligt. Kravene omfatter også drift af byggepladsen og transport af byggematerialer.

Realistiske forhold

Build-in-Wood-bygningen demonstrerer et modulært, skalerbart byggesystem med en bærende konstruktion af træ optimeret til bygninger i tre til otte etager. Bygningen indeholder en laboratoriedel, hvor nye byggematerialer og bygningsdele kan afprøves og dokumenteres i fuld skala under realistiske forhold.

- Der er stadig barrierer for at bygge i træ i større skala. Der er behov for opdateret viden om træ i hele byggeriets værdikæde. Med Build-in-Wood-demonstrationsbygningen får vi nu endelig mulighed for at dokumentere, hvordan træ og biobaserede materialer fungerer i stor skala i praksis. En viden, som man ikke kan tænke sig til ved skrivebordet. Det vil give os den sikkerhed og viden, vi har brug for til at træffe de rigtige valg i fremtidens byggeri, siger direktør Mette Glavind, Teknologisk Institut.

Build-in-Wood Demonstrator bygger videre på et femårigt EU-projekt med eksperter fra hele træværdikæden i Europa. Bygherre er Teknologisk Institut, og det er finansieret af Teknologisk Institut med støtte fra EU. Både producenter, rådgivere, forskere og innovationsprojekter kan bruge bygningen til tests og til at demonstrere brug og effekt af materialerne i praksis. 

Cirkulære principper

Bygningen er designet efter cirkulære principper og kan skilles helt ad, så bygningsdele og materialer kan udskiftes og testes. En digital tvilling indsamler løbende data om bl.a. fugt og indeklima fra et netværk af mere end 100 sensorer placeret i bygningen og konstruktionerne.

- Teknologien med massive træelementer til byggeri er ikke ny, men vi skal stadig vænne os til det i Danmark. Vi ser efterhånden flere større byggerier med træ i Danmark og i udlandet, hvor fugt, akustik og brandsikkerhed kan give nogle særlige udfordringer. Bygningen vil give unikke muligheder for test af nye løsninger og anvisninger på, hvordan disse udfordringer kan løses i praksis. Erfaringer, viden og data fra Build-in-Wood Demonstrator bliver værdifulde ikke bare i Danmark, men også for eksport og vækstmuligheder for danske virksomheder internationalt, siger centerchef Niels Morsing, Teknologisk Institut.

Om Build-in-Wood Demonstrator:

•    340 m² demonstrationsbyggeri i to etager med bærende konstruktion af limtræssøjler og etagedæk af krydslamineret massivtræ (CLT)
•    Modulært byggesystem optimeret til bygninger i 3-8 etager
•    Designet til adskillelse, hvilket muliggør senere genbrug
•    Integreret sensorteknologi og digital tvilling til løbende dataindsamling
•    Åben for hele branchen til tests og demonstrationer
•    Opført af Teknologisk Institut med støtte fra EU. . En række sponsorer har bidraget med materialer og udstyr. 

Læs mere her: Ny testbygning skal bane vej for mere træ i byggeriet

Pressekontakt: Chefkonsulent Niels Tradsfeldt, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2769 og faglig leder Maja Skovgaard, Teknologisk Institut, mobil 7220 2391, mail: mskd@teknologisk.dk