Nyt interaktivt kort skal sætte skub i det danske CCUS-marked

Jan  Boyesen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 77.

CCUS - Fabriksskorstene

Nyt interaktivt kort skal sætte skub i det danske CCUS-marked

Pressemeddelelse publiceret den 30. august 2023.

Teknologier til fangst, lagring og anvendelse af CO2 er en ny industri i Danmark. Nyt kort fra Teknologisk Institut skal give overblik over de danske aktører.

Det danske marked for fangst, lagring og genanvendelse af CO2 – CCUS - udvikler sig ekstremt hurtigt. Et nyt interaktivt kort fra Teknologisk Institut giver de mange forskellige virksomheder og organisationer et overblik, der gør det let for den enkelte at finde samarbejdspartnere og kunder. Det skal være med til at fremme udviklingen af CCUS i Danmark.

- Vi har en omfattende viden og et stort netværk inden for CCUS. Vi ved også, at udviklingen går utroligt stærkt, og at der er mange aktører i gang. Vi er glade for at være med til at dele vores viden i det første danske kort over aktørerne. Det kan være med til at etablere et endnu stærkere netværk blandt aktørerne i Danmark, siger markedschef Jan Boyesen, Teknologisk Institut.

Den danske stat har afsat 38,7 mia. kr. til CCUS-støtteordninger frem mod 2030, hvor der efter planen skal fanges mindst 3,2 mio. tons CO2 om året. Samtidig satser et stigende antal virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner, myndigheder, organisationer og projekter på at udvikle og implementere CCUS-teknologier.

Regeringen har netop bebudet, at der kommer to store udbud i tilskudspuljerne på henholdsvis 10,5 og 16,3 mia. kr. i 2024 og 2025.

- Her er tale om etableringen af en helt ny industri, hvor der hele tiden kommer nyheder om aktører på det danske marked. Med CCUS-kortet kan aktørerne danne sig et overblik over, hvem de potentielt kan etablere samarbejde med i Danmark, tilføjer Jan Boyesen.

Hurtig udvikling gør overblik svært

For at gøre det enkelt at få et overblik over hvilke virksomheder, der arbejder inden for hvilke dele af det store økosystem, har Teknologisk Institut gjort kortet interaktivt og online, der gør det endnu lettere at understøtte udviklingen af CCUS i Danmark. Det er tanken, at kortet løbende skal opdateres.

Det nye kort bliver hilst velkommen fra mange sider i branchen.

- Det er et super relevant redskab, siger Stella Bücker, der er projektleder for CCS-alliancen –
en sammenslutning under Dansk Industri.

- Kortet giver et overblik over hele værdikæden og er let at gå til for den enkelte virksomhed. Det kan for eksempel være den virksomhed, der søger viden om lagring af CO2 i et givent område; de kan med få klik finde frem til, hvem der ved og gør hvad på dette område.

Skaber eksportmuligheder

Branchen udvikler sig rigtigt hurtigt. Bare for nogle år siden var der ingen, der talte om CCUS i Danmark - nu er der 198 aktører på området.

Det nye interaktive kort er det første af sin slags i Danmark. Det er derfor ikke kun danske virksomheder, der får gavn af kortet. For de aktører, der lykkes med at udvikle økonomisk bæredygtige og skalerbare CCUS-løsninger, er der betydelige forretningsmuligheder både i Danmark og på det internationale marked.

- Kortet giver ikke alene et overblik over den nye teknologi, de mange forskellige aktører og sektorens komplekse struktur, siger Karina M. Søgaard, der er Partnership Director hos INNO-CCUS.

- Det viser også, hvor langt vi er i Danmark og synliggør dermed de mange danske aktører for det udenlandske marked og skaber øgede eksportmuligheder.

Teknologisk Institut arbejder bl.a. med at udvikle og implementere CCUS-teknologier og hjælpe virksomheder med tests, laboratorer og vidensdeling. Det nye kort er en naturlig forlængelse af dette.

Det interaktive kort giver mulighed for at man kan søge på geografi, branche- og projektnetværk samt på enkeltprojekter indenfor CCUS.

Fakta

Se det interaktive kort her.

Hvad er CCUS?

CCUS er en forkortelse for Carbon Capture, Storage and Utilization, det vil sige fangst, lagring og anvendelse af CO2.

Kontakt: Markedschef Jan Boyesen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2277, mail: janb@teknologisk.dk

CCUS - fangst, lagring og anvendelse af CO2