ROBOTBRAG 2017: Fremtidens robotteknologi bragede frem på Teknologisk Institut

Kurt  Nielsen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 22 11.

ROBOTBRAG 2017: Fremtidens robotteknologi bragede frem på Teknologisk Institut

600 besøgende drog med på en rejse til fremtiden, da Teknologisk Institut åbnede dørene til et unikt indblik i morgendagens teknologi.

Med dansende robotter, summende droner og lune pandekager tilberedt på et robotteknologisk komfur var der lagt op til et vaskeægte robotbrag den 15. november 2017.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, åbnede arrangementet med en tale, hvorefter sværmen af de nysgerrige gæster hurtigt spredte sig til de mange stande for at opleve nutidens og fremtidens industrirobotter, servicerobotter og velfærdsteknologi.

Hver en krog af Teknologisk Instituts haller var i brug under braget, da DIRA Roadshow også var mødt op som en kulmination på deres turné rundt til Danmarks tre største byer, hvor 30 udstillere var repræsenteret.

- Vi har åbnet dørene i dag for at få slutbrugerne til at komme ind og se, hvilke muligheder der ligger i robot- og automationsteknologi, siger Kurt Nielsen, der er chef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, og fortsætter.

- Det er rigtig vigtigt, at vi holder den her type arrangementer, så vi hele tiden sørger for at skubbe til grænserne for hvilke teknologier, vi kan bruge ude i danske fremstillingsvirksomheder.

   LÆS OGSÅAnalyse: Store økonomiske gevinster venter danske virksomheder, der køber robotter​

-

Mens stueetagen hos Teknologisk Institut blandt andet var fyldt med lyden fra summende robotgribere og snak fra den talende robot NAO, bød første sal på oplæg fra instituttets specialister. Her kunne deltagerne blive klogere på blandt andet automatisering, kollaborative robotter og droneløsninger.

Der var også gang i snakken blandt de mange besøgende, og fascinationen for de robotteknologiske løsninger var ikke til at overse.

- Jeg synes, det har været enormt lærerigt og meget inspirerende. Der har været et bredt udsnit af forskellige producenter, og det har været enormt spændende at tale med dem, siger Christina Leeson, der er udviklingskonsulent i Guldborgsund Kommune.

-

Også Jonas Cort Pedersen fra dronevirksomheden Sky Level havde svært ved at skjule sin begejstring for arrangementet.

- Jeg er positivt overrasket over alle deltagerne, der er kommet. Og jeg er helt sikkert blevet inspireret til nye idéer, som jeg tager med hjem til virksomheden, siger han.

Til ROBOTBRAG'et blev Teknologisk Instituts nye innovationslab for velfærdsteknologi, CareLab Innovation, også indviet.

- I dag åbner Teknologisk Institut CareLab Innovation, som er en ny platform, vi har etableret for udviklingen af velfærdsteknologi, fortæller Jørgen Løkkegaard, der er centerchef for velfærds- og interaktionsteknologi hos Teknologisk Institut.

Da den røde indvielsessnor skulle klippes, var det i forlængelse af dagens tema ikke borgmesteren, der svingede saksen, men derimod lærings- og interaktionsrobotten Sanbot, der klarede den borgmesterlige opgave, mens Peter Rahbæk Juel og resten af gæsterne så på.

   LÆS OGSÅTeknologisk Institut vil styrke udviklingen af ny, dansk velfærdsteknologi​

Udover at opleve et væld af innovative teknologier til braget blev nogle af de besøgende også klogere på Teknologisk Institut, der i de seneste år har positioneret sig som et af Europas ledende robotinnovationscentre.

En af dem var Gunner Jakobsen, der er direktør fra Biofiber-Damino A/S.

- Jeg har fået en ny indfaldsvinkel i dag. Jeg troede ikke, at Teknologisk Institut kunne så mange ting, siger han.

Også borgmester Peter Rahbæk Juel fremhævede instituttets rolle under ROBOTBRAG'et.

- Jeg tror på, at robotter og robotteknologi kan være med til at revolutionere vores samfund, og Teknologisk Institut har en rigtig vigtig rolle i at kunne være en vidensmæssig sparringspartner for virksomheder, som har en god idé og noget teknologi, de gerne vil prøve af.

-

Arrangementet blev afholdt i anledning af European Robotics Week 2017.