
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind besøger Teknologisk Institut i Odense
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og flere medlemmer af Disruptionrådet landede den 9. oktober 2017 hos Teknologisk Institut i Odense, hvor de fik introduktion til, hvordan Instituttet understøtter automation og digitalisering i den danske fremstillingsindustri.
Søren Pind med flere fik bl.a. lov til at opleve kollaborative robotter, kunstig intelligens til affaldssortering, mobile robotter til sygehuse, droneteknologi til præcisionslandbrug, virtual reality til genoptræning - og smage pandekager fra robotteknologisk komfur.
Sidstnævnte var leveret af Ztove, én af start-up-virksomhederne fra Odense Robotics StartUp Hub, som sammen med fire andre robotvirksomheder har til huse i Teknologisk Instituts robotinnovationshaller.
De deltagende medlemmer fra Disruptionrådet var Christiane Vejlø, digital trendanalytiker og CEO hos Elektronista Media; Kim Simonsen, formand for HK; André Rogaczewski, CEO, Netcompany og Jan Damsgaard, professor ved Institut for Digitalisering, Copenhagen Business School.