Udledning af mikroplast fra tekstiler skal kortlægges
Mikroplast fra industriens tekstilvaskerier skal opdages og fanges inden det udledes i spildevandet.
I et nyt projekt vil Teknologisk Institut undersøge mulighederne for at måle udledningen af mikroplast og tidligt i processen fjerne de mikroplastfibre, som naturligt udskilles under industrivask af f.eks. måtter. Projektet er støttet af Miljøstyrelsen og sker i samarbejde med bl.a. Berendsen Textil Service A/S, som arbejder målrettet med at innovere deres vaskeprocesser for at reducere miljøpåvirkningen.
- Tekstiler fra vask af tøjfibre vurderes til at være en af de største forureningskilder til mikroplast i vores renseanlæg. Men vi mangler stadig videnskabeligt troværdige analyser af alle fraktioner af mikroplast i spildevand. Med projektet kan vi være med til at afdække endnu en gren af den komplicerede problemstilling omkring mikroplast og udvikle bedre målemetoder og renseteknologier, siger seniorprojektleder Hanne Løkkegaard, Teknologisk Institut.
Hanne Løkkegaard har også været projektleder på en netop offentliggjort rapport for Miljøstyrelsen vedrørende partnerskab om mikroplast i spildevand 2017.
- Vi ved endnu meget lidt om effekterne af mikroplast og vi kender ikke med sikkerhed konsekvenserne for miljøet. Derfor pågår der meget arbejde dels med at kortlægge effekterne og dels med at se på mulighederne for at reducere udledningerne af mikroplast i miljøet, tilføjer hun.
Projektet er støttet af MUDP under Miljøstyrelsen og tager udgangspunkt i måttevaskeriet Berendsen Textil Service A/S i Karup, som dagligt vasker flere tons gulvmåtter. Her skal udledningen af mikroplast, specielt mikrogummi og fibre fra gulvmåtterne kortlægges og efterfølgende skal projektet undersøge, hvordan man kan fjerne mikroplastpartikler og fibre helt ned til 10 mikrometer i størrelse.
Netop de helt små partikler af plastik i spildevandet er interessante, da vi på nuværende tidspunkt ved meget lidt om disse og i det hele taget er der meget lidt viden om både gummi og fiberpartikler i spildevand.
- Berendsen Koncernen lægger stor vægt på at vaskeprocessen foregår så miljøvenligt som muligt, og vi er meget interesseret i at få større viden om vores muligheder for at reducere udledningen, siger miljø & arbejdsmiljøkoordinator Dennis Smidt, Berendsen Textil Service A/S.
I projektet deltager bl.a. også AL-2 Teknik, fra Hovborg i Sydjylland, som udvikler teknologien til rensning af spildevandet ved hjælp af en såkaldt båndfilterteknologi. Processen er en kemisk/mekanisk filtrering, hvorfor Dankalk, Løgstør, også er partner i projektet og leverer ekspertise om den kemiske behandling. Specialiseret viden om udvikling af renseteknologier og måling af mikroplast varetages af Teknologisk Institut og Aarhus Universitet
Yderligere oplysninger
Sektionsleder Lotte Bjerrum Friis-Holm, Teknologisk Institut, mobil 7220 1837, mail: lbfh@teknologisk.dk.
Læs mere