
Vandgenbrug
I dag betaler mange virksomheder penge for at komme af med deres industrispildevand. Men ofte rummer vandet ressourcer, som virksomheden eller andre kan bruge – eller omvendt, som man ikke havde behøvet at tilsætte i så store mængder.
Vandige ressourcestrømme fra produktioner
Teknologisk Institut hjælper virksomheder med at identificere og værdisætte potentielle vandige ressourcestrømme fra deres produktioner.
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med:
- Besøge jeres virksomhed for at vurdere, om jeres spildstrøm(me) kunne have en værdi
- Kortlægge de mest interessante vandige strømme og deres indhold af potentielle højværdistoffer
- Analysere og dokumentere indholdet af højværdistoffer
- Screene ressourcens mulige anvendelse (fx foder eller biogas)
- Afprøve forskellige teknologier til fx opkoncentrering af højværdistoffer i laboratorie- og/eller pilotskala
- Opstille en indikativ businesscase for de mest interessante afsætningsmuligheder
- Gennemføre pilotskala- og/eller fuldskalatest i samarbejde med relevant teknologileverandør til dokumentation af produktkvalitet og renseevne
Genanvende vandstrømme
Vi hjælper også med at identificere vandstrømme, der potentielt kan genanvendes andre steder i produktionen.
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med:
- Besøge jeres virksomhed for at vurdere jeres vandforbrug og mulighederne for genanvendelse af vandet
- Afprøve forskellige teknologier i laboratorieskala og sikre den nødvendige/påkrævede kvalitet af vandet
- Opstille en indikativ businesscase for genanvendelse af vandet
- Gennemføre pilotskala- og/eller fuldskalatest i samarbejde med relevant teknologileverandør til dokumentation af vandkvaliteten
Der er masser af værdi i proces- og spildevand. Både direkte i form af varmeenergi, der kan udnyttes, og produktrester, der kan føres tilbage til produktionen eller sælges til tredjepart. Og som følge heraf kan vi fx tilsætte mindre kemi til rensning. Men virksomhederne mangler overblik over mulighederne og teknologi til at udnytte dem. Det vil vi gerne gøre noget ved", - Lotte Bjerrum Friis-Holm, centerchef, Teknologisk Institut.
Projektmodel for vand- og ressourcegenbrug
For at skabe overblik og sikre, at de bedste løsninger bliver valgt og kan betale sig i praksis, arbejder vi efter en trinvis projektmodel for vand- og ressourcegenbrug. Modellen fører jer fra den første kortlægning af vandstrømme og ressourcer, over teknologiscreening og businesscase, til pilottests, dokumentation af kvalitet og drift - og endelig implementering af en robust, fuldskala løsning i jeres produktion.

Teknologisk Institut råder over omfattende faciliteter:
- Akkrediteret Kemisk og Mikrobiologisk Laboratorium
Projekter
ReUse – genbrug spildevandet
I projektet ReUse har Teknologisk Institut sammen med en række partnere undersøgt mulighederne for genanvendelse af spilde- og procesvand hos de tre danske produktionsvirksomheder Brødrene Hartmann A/S, CP Kelco og Nopa Nordic.
Vandternativet
Vandternativet er et nyt projekt ledet af Teknologisk Institut, der arbejder på at sikre industriens vandforbrug gennem øget vandgenbrug, uden at belaste Danmarks drikkevandsressourcer. Projektet viser, hvordan teknisk vand kan fremstilles ved at genanvende og behandle alternative kilder som terrænnært grundvand, overfladevand og renset spildevand. Derved reduceres presset på grundvandet, samtidig med at miljøskadelige stoffer fjernes og lokale klimaudfordringer adresseres.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan foregår et samarbejde om vand- og ressourcegenbrug? Vi arbejder efter en trinvis projektmodel, der minimerer jeres risiko og sikrer en stærk business-case. Forløbet starter typisk med et besøg på jeres virksomhed, hvor vi kortlægger jeres vandforbrug og identificerer de mest oplagte spildstrømme. Derefter analyserer og tester vi løsningerne i laboratorie- og pilotskala for at dokumentere effekten, inden I investerer i et fuldskalaanlæg. I tager ét skridt ad gangen og kan stoppe eller tilpasse forløbet ud fra data fra de enkelte faser.
Hvad menes der med ”vandige ressourcestrømme”, og hvad kan de bruges til? En vandig ressourcestrøm er proces-, skylle- eller spildevand fra jeres produktion, der indeholder nyttige komponenter. Det kan f.eks. være uudnyttet varmeenergi, værdifulde produktrester (højværdistoffer som proteiner eller organiske forbindelser) eller næringsstoffer. I stedet for at betale afgifter for at lede disse strømme væk, kan ressourcerne ofte opkoncentreres og genanvendes direkte i jeres egen produktion, bruges til biogas eller sælges videre til f.eks. foder- eller ingrediensindustrien.
Hvordan vurderer I, om genanvendelse kan betale sig for os økonomisk? Vi opstiller en indikativ businesscase tidligt i forløbet. Her sammensætter vi data om jeres nuværende omkostninger (vandindkøb, spildevandsafgifter, energiforbrug og kemi) og modregner dem med de forventede anlægs- og driftsomkostninger ved en ny rense- eller opkoncentreringsteknologi. Det giver jer et klart og databaseret overblik over tilbagebetalingstiden (ROI), før I træffer den endelige investeringsbeslutning.
Hvilke teknologier arbejder i typisk med? Da intet spildevand er ens, benytter vi en bred vifte af teknologier, som vi ofte kombinerer. Det gælder blandt andet membranfiltrering (MF, UF, NF, RO), biologisk rensning, koagulerings- og udfældningsprocesser og faseseparation. I vores laboratorier og pilotfaciliteter afprøver vi uvildigt de teknologier, der giver den højeste vandkvalitet og den bedste økonomi for netop jeres proces.
Hvad er de største fordele ved at etablere vandgenbrug i virksomheden? De mest kontante fordele er direkte økonomiske besparelser i form af lavere vandregninger, reducerede spildevandsafgifter og mindre forbrug af kemikalier og energi. Derudover styrker I virksomhedens forsyningssikkerhed i en tid med stigende pres på drikkevandsressourcerne, samtidig med at I reducerer jeres samlede miljøaftryk og understøtter jeres ESG- og bæredygtighedsmål.