Er du ny i lederrollen? Sådan kommer du godt fra start

Kursusadministration

Kontakt os

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 30 00.

Er du ny i lederrollen? Sådan kommer du godt fra start

I denne artikel gør vi dig klogere på, hvordan du bedst håndterer de udfordringer, der kan opstå, når du går fra medarbejder til leder, og hvordan du får mest ud af din nye rolle som leder.

Når du går fra at være medarbejder til at navigere i en lederrolle, er der mange nye ting, du skal forholde dig til. Som nyklækket leder vil du derfor højst sandsynligt komme til at stå overfor helt nye udfordringer, som kan være en stor omvæltning for dig. Det skyldes ofte, at en ny leder kun har sine egne værdier, erfaringer og holdninger med i bagagen.

Ledelse handler om, hvordan du håndterer udfordrende og komplekse situationer, varetager nye ansvarsområder, engagerer et team og håndterer konflikter. Det betyder også, at du i begyndelsen skal lære et helt nyt håndværk at kende.

1, 2, 3... Sæt i gang

Kom stærkt fra start i din nye rolle med vores 4 tips, der klæder dig godt på til at håndtere de nye udfordringer, du kan støde på i begyndelsesfasen. 

1. Vær bevidst om din loyalitet

Når du går fra medarbejder til leder, går du fra at lægge din loyalitet hos dine kollegaer til at lægge din loyalitet hos den strategi og retning, som virksomheden har. Det kan for mange derfor være en stor omvæltning pludseligt at skulle omlægge sin loyalitet overfor mennesker, der har været vant til at se én i en anden rolle. Som leder træder du i stedet ind i en ny rolle, hvor du skal træffe beslutninger, som skal eksekveres i overensstemmelse med virksomhedens ambitioner.

Her er der altså tale om, at du vil gennemgå et perspektivskifte, som for de fleste kan være en stor udfordring. Det er derfor også vigtigt, at du sætter dig ordentligt ind i den organisation, du arbejder for, så du i højere grad bliver i stand til at træffe effektive og gode beslutninger for organisationen.

2. Brug mest tid med dem, som du har mindst tilfælles med

Som medarbejder har du sandsynligvis før været vant til at vælge dine relationer på arbejdspladsen ud fra jeres fælles interesser. Du havde måske super gode relationer til Søren og Mathias, fordi de også var Liverpool fans, som dig selv. Hvem du dannede relationer til og socialiserede med, var nemlig helt op til dig selv – så længe du samtidig kunne opretholde en professionel relation til alle, hvor I kunne samarbejde og løse opgaver.

Som leder er situationen dog lidt anderledes. En leder kan nemlig ikke vælge sine relationer ud fra sine interessefælleskaber. Sagt på en anden måde, kan du altså ikke socialisere mere med nogle specifikke medarbejdere, som du har det bedre med socialt, eller give et indtryk af, at du har en klike. Ingen medarbejdere skal føle sig forfordelt, og alle i teamet skal opleve din loyalitet. Som leder er det vigtigt, at du husker at vise, at du støtter alle dine medarbejdere og har forståelse for, hvilke arbejdsopgaver de sidder med. Det kan du gøre ved at være interesseret i, hvordan de fagligt udvikler sig eller vise, at du værdsætter deres indsats i virksomheden.

En god tommelfingerregel er, at du som leder skal bruge mest tid med dem, som du har mindst tilfælles med. Det skaber nemlig tryghed blandt medarbejderne, hvilket også smitter af på arbejdsmiljøet.  

3. Få dine medarbejdere til at føle sig værdsat

Som leder har du et ansvar for, at der er enighed i teamet omkring, hvordan I gør tingene. For at dette kan lykkes, skal du være i stand til at involvere, få inputs og kvalificere beslutninger i dit team. At kunne tage et valg og skære igennem med den endelige beslutning er en vigtig egenskab som leder. Dog er det en hårfin balance – for når du skærer igennem, vil/kan teamet nemlig føle, at de ikke bliver involveret eller hørt, hvilket vil/kan bidrage til, at de føler, at de ikke er med til at træffe beslutninger.

Derfor skal du involvere dem, men også være klar på at skære igennem, når der er mest brug for det. Her er det vigtigt at have for øje, at det ikke handler om at skabe konsensus, men om at skabe en diskussion til de beslutninger/valg, der skal træffes ud fra det bedste argument. Husk derfor, at du ikke skal have et mål om, at alle er tilfredse. 

4. Vær tydelig, men autentisk i kommunikationen overfor dine medarbejdere

Det kan være udfordrende at finde balancen mellem at være leder og samtidig være sig selv. Prøv derfor at være klar og tydelig i måden, du kommunikerer med dine medarbejdere på. God kommunikation er nemlig en afgørende faktor i et succesfuldt lederskab. 
Dog skal du undgå at falde i fælden, hvor lederrollen overskygger din personlighed.

Det er vigtigt, at du holder fast i din autenticitet ved at være ærlig og troværdig, da det hjælper dig med at fastholde tilliden og engagementet hos dine medarbejdere. 
En anden god huskeregel er at være gennemsigtig og åben over for, at andre giver dig feedback, udtrykker bekymringer og stiller spørgsmål. På den måde skaber du de bedste forudsætninger for, at personer omkring dig forstår dit budskab klart og tydeligt. 

Vil du vide mere?

Hos Teknologisk Institut tilbyder vi en lang række af relevante kurser inden for ledelse. Vi tilbyder også målrettede kurser til dig, der er ny i rollen som leder, hvad end du søger at kickstarte dit lederskab eller mangler værktøjer til at håndtere et rolleskifte.