
Pesticidrester i drikkevand fjernes med pulveriseret aktivt kul
Projekt hos Teknologisk Institut undersøger et alternativ til effektiv og konkurrencedygtig vandrensning - nemlig anvendelsen af pulveriseret aktivt kul og membranteknologi.
Effektiv fjernelse af pesticider fra grundvand er ikke kun et miljømæssigt ansvar men også en teknologisk udfordring, der har store konsekvenser for vores drikkevandskvalitet. Projektet PAC-MEM sigter mod at udvikle en innovativ teknologi, der effektivt fjerner pesticidrester, specifikt N,N-dimethylsulfamid (DMS), fra forurenet grundvand ved at kombinere pulveriseret aktivt kul med avanceret membranteknologi.
DMS er et nedbrydningsprodukt fra pesticider, som findes i hver tredje drikkevandsboring i Danmark og er kendt for at være særligt svært at fjerne. Stoffet er uønsket i drikkevand, da det er toksisk og kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis det forekommer over grænseværdierne.
Ny standard for rent drikkevand
PAC-MEM-projektet tager fat på den akutte problemstilling med pesticidforurening af grundvandet, og det presserende problem med DMS-forurening, som er anerkendt i hver tredje indvindingsboring i Danmark. Projektets partnere er Teknologisk Institut, Split Water Nordic, Envidan samt flere vandforsyninger.
"Sammen ønsker vi at sætte en ny standard for fjernelse af pesticidrester fra drikkevand. Med innovative løsninger som den, vi vil udvikle i projektet, kan vi undgå eventuelle ukendte restprodukter og et stort vandspild" siger Sanin Musovic, faglig leder på Teknologisk Institut.
Innovativ vandbehandling
Løsningen indebærer anvendelsen af pulveriseret aktivt kul (PAC), som har et væsentligt større overfladeareal end traditionelt anvendt granuleret aktivt kul, kombineret med energieffektiv membranteknologi. Denne tilgang sikrer ikke kun effektiv fjernelse af pesticider men også muligheden for at anvende PAC, som er et restprodukt, hvilket reducerer omkostningerne og miljøbelastningen. Projektet vil gennemføre et omfattende laboratoriearbejde og test i pilotskala på udvalgte vandværker for at optimere og validere den nye teknologi.
Det nyskabende i projektet ligger i dets unikke kombination af PAC med siliciumkarbid (SIC) keramiske membraner for energieffektiv filtrering. Denne tilgang har potentialet til at revolutionere vandbehandlingen ved at tilbyde en mere effektiv og bæredygtig metode til fjernelse af pesticidrester.
Seneste resultater fra projektet
Projektet har gennemført både laboratorieforsøg og tests i pilotskala på udvalgte vandværker. De første resultater har givet vigtig viden om teknologiens potentiale og begrænsninger:
- Vi havde en forventning om, at pulveriseret aktivt kul ville være langt mere effektivt end granuleret aktivt kul til at fjerne pesticidrester som DMS. Men vores laboratorieforsøg viste, at teknologien ikke levede op til forventningerne. Først da vi gik videre til pilotskala, kunne vi se en reduktion i koncentrationen af DMS – men ikke stor nok sammenlignet med mængden af kul. Det er en vigtig læring – for selv negative resultater bringer os tættere på løsninger, der virker i praksis - Rune Studsgaard Harpøth Kjær, konsulent på Teknologisk Institut.
Næste fase i projektet fokuserer på at undersøge økonomien i løsningen. Selvom PAC ikke viste sig at være så effektivt som forventet til at fjerne DMS, kan der være andre fordele ved teknologien:
- Driftsmæssige fordele: PAC-løsningen kan potentielt give mere stabil og automatiseret rensning, hvilket kan gøre hverdagen nemmere for vandværker
- Bæredygtighedsaspekter: Da PAC er et restprodukt, kan løsningen være mere bæredygtig, hvis den bliver konkurrencedygtig på pris og effekt
- Kontinuerlig dosering: Pilotforsøgene har vist, at kontinuerlig tilsætning af PAC kan give en mere stabil vandkvalitet sammenlignet med traditionelle filterskift
Hyppigt stillede spørgsmål om DMS og vandrensning
Hvad er DMS og hvorfor er det problematisk?
DMS (N,N-dimethylsulfamid) er et nedbrydningsprodukt fra pesticider, der er svært at fjerne fra drikkevand. Det er problematisk fordi det er toksisk og kan udgøre en sundhedsrisiko ved koncentrationer over grænseværdien.
Hvordan fjerner man typisk pesticidrester fra drikkevand i dag?
I dag anvendes primært granuleret aktivt kul (GAC) i filtre, som vandet passerer igennem. Denne metode kræver regelmæssig udskiftning af filtrene, når kullet bliver mættet.
Hvad er forskellen på PAC og GAC?
PAC (pulveriseret aktivt kul) består af meget finere partikler end GAC (granuleret aktivt kul) og har derfor et større overfladeareal. PAC er et restprodukt fra produktionen af GAC.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektets titel
Effektiv fjernelse af pesticidrester fra forurenet grundvand ved brug af pulverkul og membranteknologi
Projektperiode
3. januar 2024 - 31. oktober 2025
Projekttype
MUDP Udviklings-, test- og demonstrationsprojekt
Projektsum
Kr. 2.183.309
Formål
At udvikle en effektiv og bæredygtig løsning til fjernelse af DMS fra drikkevand ved at kombinere PAC med energieffektiv membranteknologi.
Partnere
Teknologisk Institut, Split Water Nordic, Envidan, Furesø Vandforsyning, Strøby Ladeplads Vandværk, Frederiksberg Forsyning
Understøttede verdensmål