
Dyrevelfærdskontrol - Træning i dyrehåndtering
Korrekt håndtering af levende dyr før og under bedøvnings- og stikningsprocessen er afgørende for at sikre høj dyrevelfærd, et godt flow i produktionen og for at undgå fejl i kødkvaliteten. Nogle af de typiske tegn på behov for træning i dyrehåndtering er langsomt produktionsflow, dyr der ikke vil bevæge sig fremad under drivning samt et øget behov for trimning.
Seminarer til kødindustrien
I de seneste to årtier har Teknologisk Institut tilbudt seminarer til kødindustrien om korrekt håndtering af grise, fjerkræ, kvæg og får. Vi tilbyder træningsseminarer til alle operatører og ledere, der arbejder på slagteriet. Seminaret beskriver best practice for håndtering af husdyr fra ankomst til aflivning, krav til layout, egenkontrol samt procedurer for syge og tilskadekomne dyr. Undervisningsmaterialet udarbejdes efter de specifikke behov på jeres anlæg og kan oversættes til det lokale sprog.
Seminaret kan gennemføres digitalt enten som en live online session eller leveres som forudindspillet materiale – med flere videoer og billeder for at sikre optimal læring.
Diplom i træning i dyrevelfærd
Slagteriet modtager et diplom, der dokumenterer, at alle relevante medarbejdere har gennemgået træning i dyrehåndtering og procedurer relateret til dyrevelfærd. Derudover modtager de operatører, der har deltaget i seminaret, et diplom, som dokumenterer, at de har gennemført træningsprogrammet i dyrevelfærd, herunder træning i dyrehåndtering og procedurer relateret til dyrevelfærd fra aflæsning til stikning.