
Materialeanalyse med røntgen og neutroner
Et produkts ydeevne hænger sammen med en forståelse af de materialer, det består af. Materialestrukturer og udvikling af materialerne under drift er svære at undersøge. Dette gælder for både hårde materialer såsom metal, cement og keramiske materialer og bløde materialer som fx plastik, geler og emulsioner.
Med røntgen- og neutronmålinger kan man få information om materialers indre struktur helt ned på mikro- og nanometerskala. Målingerne komplementerer klassiske laboratorieteknikker og giver vigtig indsigt, som kan sikre produktkvalitet og reducere time-to-market gennem optimering af produktudviklingsforløb. I mange tilfælde kan analyserne udføres ikke-destruktivt og in-situ under relevante driftsbetingelser.
Teknologisk Institut har ekspertisen til at benytte store internationale røntgen- og neutronfaciliteter til at skabe indsigt og bedre produkter hos virksomheder. Kontakt os for sparring om disse teknikker, og om hvordan de kan hjælpe med at løse jeres udfordringer.
Røntgen og neutroner til gavn for industrien
Neutron- og røntgenanalyser kan løse problemer i mange forskellige industrisegmenter, blandt andre:
Life science og farma
Ved hjælp af neutroner og røntgen kan vi undersøge kroppens byggesten gennem forståelse af hvordan proteiner, enzymer og andet biologisk materiale fungerer, på molekylært og atomniveau. Vi kan foretage undersøgelser om DNA-molekyler og proteiner, som kontrollerer ældning og cancer, om organer som muskler og tænder og i forhold til at skabe bedre medicinske implantater.
Fødevarer
Forbrugernes stigende efterspørgsel på sunde og ufarlige fødevarer skaber et øget pres på virksomheder for at forstå den komplekse struktur i fødevarer og ingredienser. Neutroner og røntgen kan bruges til at studere enzymstrukturer og hvad der sker under kemiske processer. De ikke-destruktive analyseteknikker kan vise emulsion- og proteinstrukturer og reducere energiforbruget i fødevareproduktion.
Materialer
Teknologier inden for computere, batterier og LED-belysning er i hastig udvikling og nye teknologier som 3D-print dukker op. Vores hverdag er fyldt med nye produkter, som indeholder avancerede materialer. Materialer skal i dag være lettere, stærkere, billigere og bæredygtige. Neutroner og røntgen hjælper os ikke kun med at forstå atomstrukturen i materialer, men også deres egenskaber og adfærd.
Energi
Neutroner og røntgen skaber potentialet for at udvikle mere miljøvenlige produkter og processer. Brændselsceller drevet af hydrogen samt materialer til brug i solceller og batterier er blot nogle af de områder, der har gavn af neutron- og røntgenmålinger.
Læs mere: Cases med røntgen og neutroner fra industrien
Læs mere: Om røntgen- og neutronfaciliteter