Newtec fik 3D-print ind under huden i MADE projekt - ”Det var nemmere end forventet”

Sigurd Vigen Pedersen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 15 11.

3D-print kammer

Newtec fik 3D-print ind under huden i MADE projekt - ”Det var nemmere end forventet”

Den danske maskinproducent Newtec har i et MADE Demonstrationsprojekt sammen med Teknologisk Institut testet metal 3D-print af på to spændende applikationer: en dyse i rustfrit stål og en sorteringsrulle i titanium. For Newtec var erfaringerne fra projektet overraskende – det viste sig nemlig, at metal 3D-print både er billigere og længere fremme, end man havde forventet. Erfaringerne har da også allerede vist sig brugbare i andre dele af Newtec.

Den danske virksomhed Newtec i Odense producerer veje-, pakke- og sorteringsmaskiner til især frugt- og grøntsagsindustrien. Newtec indgik i MADE demonstrationsprojektet, for at få ny viden om 3D-print.

Sorteringsmaskine fra Newtec med tomater- Vi valgte at søge MADE Demonstrationsprojekt, da det gav os muligheden for at arbejde med metal 3D-print for første gang, fortæller Bjarke Jensen, som er research scientist hos Newtec

Til 3D-print af metalemnerne samt rådgivning og sparring omkring udviklingen fik Newtec hjælp fra Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut.

- På Teknologisk Institut har vi hjulpet Newtec med at 3D-printe i metal, og de har fået ekstra viden omkring teknologien – f.eks. hvad den kan, og hvordan man designer til den, men også hvordan efterbehandlingen ser ud, og hvordan kvaliteten er, fortæller Sigurd Vigen Pedersen, konsulent på Teknologisk Institut og Newtecs kontaktperson i MADE demonstrationsprojektet.

To fluer med et smæk

Der var to applikationer, som Newtec ville afdække i MADE demonstrationsprojektet. Den første applikation var en dyse, og ifølge Bjarke Jensen var det helt oplagt at fremstille med 3D-print grundet dens koniske form.

Projektet, hvor dysen skal bruges, er et udviklingsprojekt, og der er stadig noget vej endnu, før vi har et reelt produkt. Men MADE demonstrationsprojektet har givet os værdifuld indsigt i metal 3D-print og dets muligheder

- Bjarke Jensen, Newtec

Den anden applikation var en stor sorteringsrulle med riller, og her var fokus på test af materialer. Selve rullen var ikke nødvendigvis den mest oplagte at lave med 3D-print, da emnet var stort, men med en beskeden investering fik Newtec mulighed for at teste titanium som materiale til en vigtig komponent på en af på deres maskiner. Her blev 3D-print således anvendt som et prototypeværktøj, og det gav indblik i mulighederne for brug af titanium samt hvilke overfladebehandlinger emnet kan få for at blive mere modstandsdygtigt i produktionen.

- I projektet med rullen har vi fået mulighed for at teste et nyt materiale, som på anden vis ville have krævet en stor investering. Om det udmønter sig i noget konkret, er for tidligt at sige, men vores tests gav lovende resultater, lyder det fra Bjarke Jensen.

- Vores laboratorie arbejder i forvejen tæt sammen med nationale og internationale forskere og videnskabsfolk, universiteter og Ph.d.-studerende for at identificere nyudvikling og få indblik i det, der har potentialet til at transformere hele industrien i morgen. Det være sig fremskridt i materialevidenskab, nanoteknologi, den næste generation af optik, kunstig intelligens (AI) og et utal af andre industrirelaterede teknologier, fortæller Bjarke Jensen.

Se et eksempel på en af Newtecs pakkemaskiner i videoen herunder.

3D-print er billigere - og længere fremme - end forventet

En af de helt store erfaringer, som Newtec tager med sig fra projektet, er, at metal 3D-print er længere fremme, end de havde regnet med.

- Vi blev overraskede over, at teknologien allerede er så langt fremme, som den er. Ydermere var det nemmere end forventet, men også billigere end forventet. Vi havde ikke regnet med, at den 3D-printede dyse ville være billigere end en tilsvarende stump lavet på traditionel vis, siger Bjarke Jensen.

Med 3D-print er dyserne blevet væsentligt billigere, end hvis Newtec skulle designe og producere den optimerede dyse på konventionel vis. Hvor der før var fem parter, som skulle samles, er der nu kun én optimeret part, som har fået tilføjet køleribber og et bedre luftflow – det resulterer i en betydelig tidsbesparelse i montagen. 3D-print har dermed været en essentiel teknologi i dette projekt, som har resulteret i gode, praksisnære og anvendelige resultater.

Det har været værdifuldt at have en tæt dialog med Newtec i design- og optimeringsprocessen. På den måde har vi kunnet udnytte mulighederne med 3D-print til fulde, men også sørge for, at emnet er så simpelt som muligt at fremstille – dvs. med minimal efterbearbejdning

- Sigurd Vigen Pedersen, Teknologisk Institut

Positive erfaringer til fremtiden

Newtec arbejder nu videre med dysen, og sorteringsrullen kræver nogle flere tests.

- Dysen opfylder det formål, den skal lige nu, og projektet har vist, at metal 3D-print er en brugbar teknologi – også omkostningsmæssigt. Især hvis man laver nogle lidt obskure former. Ved rullen er der stadig lidt arbejde forude, men de forskellige coatings ser superinteressante ud, og det samme gør materialet, fortæller Bjarke Jensen.

Erfaring mindsker barriererne

MADE demonstrationsprojektet har givet Newtec et indblik i mulighederne med metal 3D-print, og allerede nu kan virksomheden se andre projekter og emner, som kan drage nytte af teknologien.

- I sidste ende handler det for os om at tilføre merværdi til vores kunders produktion og levere den bedste kvalitet med omkostningseffektive maskiner og løsninger, der bliver ved med at fungere mange år frem. Med eget laboratorie sikrer vi, at selv de mindste komponenter er kvalitetssikret og fødevaregodkendt i forhold til eksempelvis materiale og overfladebehandling, uddyber Bjarke Jensen.

- Som en følgevirkning af resultaterne i MADE Demonstrationsprojektet har vi netop drøftet muligheden for at gå videre med metal 3D-print i en helt anden sammenhæng, hvor vi skal have en vægtbesparelse på nogle dele i vores kameraer, som vi selv udvikler og producerer til vores optiske sorteremaskiner. Desuden snakkede jeg for nylig med en af vores andre konstruktører, som overvejede metal 3D-print til en lille komponent, fordi den er så bøvlet at fremstille på konventionel vis. Så det, at vi har fået de her ting under huden, gør at aktiveringsbarrieren er blevet betydeligt mindsket for os, slutter Bjarke Jensen.

Et MADE Demonstrationsprojekt er en rigtig god mulighed for at få testet metal 3D-print af og få nogle erfaringer med teknologien. Man kan vurdere, om det kan bruges i virksomheden – og om det kan skabe mere værdi eller ej. Når først erfaringerne er gjort, er beslutningsgrundlaget bedre og barriererne mindre.

Fakta om projektet

Titel: ’Metal 3D-printede komponenter til næste generations pakke- og sorteringsmaskiner’
Projektet løb fra: 22. september 2020 – 30. april 2021
Projektparter: Teknologisk Institut og Newtec

Denne nyhed er en gengivelse af artiklen ”Det var nemmere end forventet”: Newtec har fået 3D-print ind under huden via et MADE Demonstrationsprojekt” publiceret af MADE – den nationale Klynge for Avanceret Produktion. Her kan du læse mere om mulighederne i MADE.