Planteproteiner kan gøre kæledyrsfoder mere klimavenligt
Teknologisk Institut vil upcycle restprodukter fra landbruget, så planteprotein kan erstatte en del af det klimabelastende animalske protein i kæledyrsfoder.
I Danmark bor der omkring 456.000 hunde og 1,3 millioner katte, som afsætter et negativt poteaftryk på klimaet, fordi de er kødspisere. Forskning viser, at kæledyr er ansvarlige for op mod 25 % af de drivhusgasser, der bliver udledt på verdensplan inden for kødproduktion. Derfor er der brug for alternative proteinkilder for at nedbringe CO2-aftrykket.
Plantebaserede kæledyr
I den vestlige verden ser vi lige nu en stor trend mod at spise plantebaseret, og den trend forsøger man nu at bringe videre til kæledyrene. Et internationalt projekt – Pro-Enrich – med Teknologisk Institut i spidsen vil undersøge, om dele af det animalske protein i hunde- og kattemad kan erstattes med planteprotein.
Upcycling af restprodukter
Planteproteinerne i Pro-Enrich-projektet stammer fra restprodukter i landbruget og fødevareindustrien.
I Danmark bliver store mængder rapspressekage ikke udnyttet optimalt, fordi industrien primært bruger olien, og fordi pressekagen indeholder problematiske stoffer som fx glucosinolater.
Netop pressekagen indeholder dog også protein af høj kvalitet. Gennem bioraffinering vil Teknologisk Institut udvikle en metode, der trækker proteiner og andre værdifulde stoffer ud af pressekagen og i samme omgang fjerner uønskede stoffer som fx glucosinolater. Lykkes det, er der stort potentiale inden for både foder og fødevarer.
– Vi kigger på raps fra Danmark, men også andre biobaserede restprodukter som tomater, citrusfrugter og oliven fra Spanien og Slovenien. Målet er at udvikle et bioraffineringsanlæg, der kan håndtere mange typer råvarer, så producenten undgår downtime, når de forskellige planter ikke er i sæson. På vores pilotanlæg kan vi teste teknologien til proteinekstraktion på pilotskala, så vi er sikre på, at den er klar til reel produktion, siger Anne Christine Hastrup, centerchef på Teknologisk Institut.
Testes af Pedigree og Whiskas
Teknologisk Institut har mange års erfaring med genanvendelse og upcycling af biobaserede restprodukter.
I Pro-Enrich-projektet skal instituttet gøre det økonomisk og teknologisk rentabelt at anvende de plantebaserede restprodukter som proteinkilde i mad til kæledyr. Og her har de allieret sig med den verdensomspændende virksomhed Mars, som står bag brands som Pedigree og Whiskas.
– Der er lige nu stort fokus på at udnytte verdens ressourcer bedst muligt og lade så lidt som muligt gå til spilde. Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling og imødekomme nye kundesegmenter. Derfor er vi i gang med at udforske mulighederne for at arbejde med bæredygtige og klimavenlige ingredienser. Når vi er nået længere i projektet, vil vi teste det i nye vådfoderopskrifter til hunde og katte, siger Seronei Cheison, Global Flavour Innovation Manager hos Mars.
Store CO2-besparelser
Det globale marked for mad til kæledyr er estimeret til 128,4 billioner dollars i 2024. Med kød som hovedingrediens er der derfor mange klimamæssige fordele ved at skifte kødet helt eller delvist ud med planter.
– Hidtil har et af argumenterne for at give kæledyr animalsk protein været, at sammensætningen af aminosyrer i kød passer perfekt til kæledyrenes behov. Men ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er planteprotein fra fx raps faktisk meget sammenligneligt med bl.a. kyllingekød, og der er derfor et stort potentiale i at erstatte animalske proteinkilder på sigt, siger Anne Christine Hastrup.
Pro-Enrich-projektet er støttet af Bio Based Industries Joint Undertaking under EU's Horizon 2020 program, grant agreement nr. 792050.
Kontakt: Anne Christine Hastrup, centerchef på Teknologisk Institut, tlf.: 7220 1602, mail: acha@teknologisk.dk