
Tørsmørende DLC-belægninger til komponenter, værktøjer og maskindele
Reducer friktion og slid uden olie og fedt. Teknologisk Instituts DLC-belægninger giver lavere friktion, længere levetid og renere drift – også i miljøer, hvor traditionelle smøremidler ikke fungerer.
En tørsmørende belægning er en tynd overfladebelægning, der reducerer friktion mellem bevægelige dele. Dette sker i mange tilfælde også uden brug af olie eller fedt. Teknologisk Institut er specialiseret i DLC-belægninger (Diamond Like Carbon), som kombinerer lav friktion med høj hårdhed og slidbeskyttelse. Det gør dem velegnede til maskindele, værktøjsdele og komponenter, hvor smøremidler enten ikke kan anvendes, risikerer at forurene produktet eller simpelthen ikke yder tilstrækkelig beskyttelse. De kan også ofte anvendes på steder, hvor man ønsker at substituere fx PFAS-holdige smøremidler. Vores tribologi-specialister hjælper med at vælge den rette belægningsløsning og sikre, at den fungerer i netop din applikation.
Vores PVD belægninger og andre overfladebehandlinger
Hvad kan Teknologisk Institut hjælpe dig med?
Vores tribologi-specialister rådgiver om og udfører tørsmørende belægninger til en bred vifte af industrielle applikationer:
- DLC-belægning af komponenter og værktøjer: lavfriktionsbelægninger til glidende og roterende maskindele og værktøjsdele
- Rådgivning om belægningsvalg: vurdering af, om DLC-TR, DLC-Si eller IBAD-DLC passer bedst til din applikation
- Belægning til smørefri drift: løsninger til formværktøj, udstødere og kerner, der skal køre uden olie eller fedt
- Belægning til vandige miljøer: beskyttelse mod sammenrivning på komponenter, der arbejder i vand eller andre dårligt smurte situationer
- Belægning til vakuum og rumapplikationer: dokumenterede DLC-løsninger til miljøer, hvor traditionelle smøremidler fordamper
- Tribologisk rådgivning og test: vurdering af friktions- og slidproblemer samt måling af slid og friktion
- Kombination af belægning og smøring: optimering af systemer, hvor DLC supplerer traditionel smøring
Når olie og fedt ikke er en løsning
Mange friktions- og slidproblemer opstår netop dér, hvor traditionel smøring er vanskelig eller uønsket. Det kan skyldes tekniske begrænsninger – som i vakuum, hvor olie fordamper, eller i vandige miljøer, hvor vandets lave viskositet ikke beskytter mod sammenrivning mellem metaloverflader.
Hvis det ikke er muligt at opretholde tilstrækkelig konventionel smøring fx pga. lave hastigheder, vibration eller reciprokerende (læs: gensidig) bevægelse, kan en DLC-belægning varetage smøringen, når olie- eller fedt-smøring bryder sammen.
I andre tilfælde er det selve smøremidlet, der er problemet. Bevægelige dele i produktionsudstyr kan afsætte olie eller fedt på emnerne, hvilket er uacceptabelt i fødevare-, medico- og dekorative applikationer. Her kan en tørsmørende DLC-belægning reducere friktionen og beskytte mod slid – helt uden konventionel smøring.
Typiske situationer, hvor tørsmørende belægninger er relevante:
- Bevægelige værktøjs- og maskindele med glidende eller roterende kontakt
- Komponenter i våde miljøer, som fx vand, metanol eller fødevarer, hvor metal mod metal ellers river
- Mekaniske dele i vakuum, rum eller andre miljøer, hvor olie fordamper eller forurener
- Applikationer med krav om kontamineringsfri drift (fødevarer, medicin, dekorative overflader)
- Systemer, hvor lavere friktion, mindre slid og længere levetid er afgørende
- Situationer, hvor man ønsker at substituere fx PFAS-holdige smøremidler eller overflader.
DLC-belægninger: Lav friktion og høj slidstyrke i én overflade
DLC står for Diamond Like Carbon og betegner en hård, glat kulstofbelægning, der kan reducere friktion markant og samtidig beskytte mod slid. DLC-belægninger har egenskaber, der kombinerer både diamant- og grafitegenskaber – de er hårde og slidstærke, men fungerer samtidig som en tørsmørende overflade i tribologiske systemer.
Teknologisk Institut tilbyder flere DLC-varianter med forskellige egenskaber:
DLC-TR og DLC-Si - til bevægelige dele og smørefri drift
DLC-TR og DLC-Si er lavfriktionsbelægninger til maskinelementer og værktøjsdele i glidende eller roterende bevægelse. DLC-TR er et godt standardvalg til de fleste applikationer, mens DLC-Si kan være en fordel, når der er behov for højere hårdhed eller bedre temperaturstabilitet.
Et typisk anvendelsesområde er bevægelige kerner og udstødere i formværktøj, som normalt skal smøres for ikke at rive. Denne smøring kan afsætte olie på de færdige emner - et problem, der løses ved at belægge med DLC-TR eller DLC-Si i stedet for at smøre konventionelt. Belægningerne kan også anvendes i våde miljøer, hvor mediet alene ikke giver tilstrækkelig smøring, og hvor DLC på mindst én af glidefladerne kan forhindre sammenrivning.
IBAD-DLC - til krævende værktøjs- og komponentapplikationer
IBAD-DLC kombinerer ionimplantering og belægning i én proces, hvilket giver ekstremt god vedhæftning mellem belægning og grundmateriale. Det gør IBAD-DLC særlig velegnet til hærdede stålværktøjer, fx til formgivning af tyndplade ved minimal eller helt uden smøring. Fordi belægningen gør det muligt at reducere eller undgå smøremidler, kan IBAD-DLC ikke kun reducere friktion og slid, men også forenkle den samlede produktionsproces.
Tørsmørende belægninger til vakuum og rumapplikationer
I vakuum fordamper traditionelle olier hurtigt og mister deres funktion. Det gælder både i industrielle vakuumsystemer og i specialiserede applikationer inden for rumfart og avanceret instrumentering. DLC-baserede belægninger giver stabil friktion og slidbeskyttelse uden de udfordringer, der følger med flydende smøremidler, eller mange andre tørsmørende stoffer som fx MoS2 eller WS2.
Teknologisk Instituts tribologi-specialister har udviklet en særlig DLC-belægning, som er dokumenteret til komponenter i vakuum. Det gør det muligt at tilbyde løsninger til applikationer, hvor kravene til renhed, stabilitet og tribologisk performance er særligt høje – som fx komponenter og bevægelige dele til brug i rummet.
Videnskabelig artikel om DLC-belægning til vakuumapplikationer
Derfor vælger virksomheder tørsmørende belægninger fra Teknologisk Institut
Med den rette tørsmørende belægning kan man forbedre både performance og driftssikkerhed i systemer med glidende eller roterende kontakt. De typiske gevinster er:
- Lavere friktion og minimal risiko for sammenrivning
- Bedre slidbeskyttelse og længere levetid på komponenter og værktøjer
- Smørefri eller næsten smørefri drift, der forenkler produktion og vedligehold
- Renere processer og mindre risiko for kontaminering af emner
- Robust funktion i ikke-smørende / dårligt smørende miljøer, vakuum og andre krævende driftsforhold
- Fleksibilitet - belægning kan kombineres med traditionel smøring, hvor det giver mest værdi
Teknologisk Institut arbejder med tørsmørende belægninger til en bred vifte af brancher, herunder produktionsudstyr, værktøjer, mekaniske komponenter, fødevare- og medico-udstyr samt specialløsninger til vakuum og rum. Som en del af Teknologisk Institut kan vi ikke kun producere belægningerne, men også hjælpe med vurdering af materialevalg, friktions- og slidproblemer samt dokumentation og test af den valgte løsning.
Læs om vores arbejde med tribologi
Få hjælp til den rette tørsmørende løsning
Har du udfordringer med friktion, slid eller sammenrivning i komponenter eller værktøjer, hvor olie eller fedt ikke er en optimal løsning? Teknologisk Instituts tribologi-specialister hjælper med at vurdere, om DLC-TR, DLC-Si eller IBAD-DLC er det rette valg - og hvordan en tørsmørende belægning kan forbedre funktion, levetid og driftssikkerhed i netop din applikation.
Kontakt os for en faglig snak om mulighederne.
