IoT: Billigere, smartere og bedre produkter i din virksomhed
Internet of Things er en fremadstormende teknologi på tværs af brancher. På Teknologisk Institut er vi på forkant med udviklingen af IoT og teknologiens potentiale i alt fra sundhedsvæsnet til byggeriet.
Internet of Things (IoT) er teknologien bag produkter, som udveksler data gennem bl.a. sensorer. Teknologien er først og fremmest et værktøj til at digitalisere din forretning og blive klogere på data. Med IoT kan du udvikle billigere, bedre og smartere løsninger. Resultatet er styrket konkurrenceevne og øget effektivitet.
Teknologien kort fortalt
Tingenes internet, bedre kendt som IoT, er et sammenkoblet netværk af fysiske objekter. Ved hjælp af sensorer, software og andre teknologier er objekterne forbundet. Herfra udveksler de data med andre enheder og systemer over internettet. På den måde kan du løbende monitorere fejl og mangler i dit produkt og tilbyde den bedste service til dine kunder.
– Sensorer og netværksopkobling er blevet så billig, at det kan betale sig at sætte en sensor i mange produkter. Smart products og wearables er to forbrugerkategorier, der især trækker på teknologien. Men også i selve produktionen kan IoT facilitere udviklingen af bedre og mere konkurrencedygtige produkter og services, siger Asger Søvsø, seniorspecialist på Teknologisk Institut.
Transformér din forretning
Som virksomhed kan du bruge Internet of Things på et utal af måder til både forretningsudvikling og stærkere konkurrenceevne. Typisk gør teknologien det muligt at forbedre eksisterende teknologier og services.
– IoT kan potentielt transformere hele forretningen, fordi du kan bygge en service ovenpå virksomhedens produkter. Teknologien giver også mulighed for at udvide dit sortiment. Netop fordi Internet of Things giver et datagrundlag til at udvikle nyt, siger Asger Søvsø.
Sensorer skaber effektiv produktion
Med sensorer, som måler data, står man på skuldrene af IoT-teknologien, der sender data videre til andre enheder. Det kan fx være i en produktion, hvor data giver et praj om funktioner, der skal agere anderledes. Herfra kan netværket automatisk lukke eller åbne for en fx en ventil. Det kan mindske behovet for manuelt arbejde og effektivisere produktionen.
Wearables skaber tryghed i sundhedsvæsnet
Særligt inden for wearables og E-health er IoT-løsninger i rivende udvikling. Og efterspørgslen er stor. I Danmark har vi et stærkt sundhedsvæsen og en befolkning, der er åben over for nye teknologier. Derfor er der stort potentiale for at udnytte IoT i endnu højere grad i sundhedsvæsnet.
– Med wearables kan en patient være ”indlagt” derhjemme fremfor på hospitalet i slutningen af et sygdomsforløb. Her sender wearables med sensorer data fra patienten til lægen, som kan monitorere fx blodtryk og hjerterytme digitalt. Det skaber tryghed for patienten at være i eget hjem og løfter en del af arbejdsbyrden for sundhedspersonalet, siger Asger Søvsø.
Opdag fejl og spar energi
Byggeindustrien er også et sted, hvor IoT tager fart. Allerede i byggefasen kan man implementere sensorer og kamerateknologi, der kobles til IoT. Sensorerne kan opdage fejl og mangler, så bygherren kan udbedre dem, inden bygningen står klar. Når byggeriet er opført, kan sensorerne opdage fejl i konstruktioner og installationer. Sensorer kan også monitorere indeklimaet i bygningerne og medvirke til store energibesparelser.
– Vi har også udnyttet IoT i forbindelse med energieffektivisering af stinkskabe, som bruger meget luft. Vi installerede et kamera og sensorer, der detekterede, om stinkskabet var åbent eller lukket, eller om der var folk i nærheden. Herefter sendte kameraet information videre til ventilationsanlægget, som skruede op og ned for luftmængden. I stinkskabe med teknologien installeret opnåede vi både høj sikkerhed for medarbejderne og store energibesparelser, fortæller Asger Søvsø.
Kom godt fra start
På Teknologisk Institut løser vi kommercielle opgaver og forsknings- og udviklingsprojekter på tværs af brancher og fagområder. Vi har et stærkt hold af specialister inden for Internet of Things. Derfor kan vi hjælpe næsten alle typer virksomheder, som er interesseret i at udforske IoT-løsninger som forretningsmulighed.
Lige nu hjælper vi bl.a. dansk sundhedsvæsen med at udvikle wearables som plastre, der kan monitorere og måle blodets iltoptag eller fjernovervåge tidligere indlagte borgere. Vi hjælper også virksomheder, der udvikler smart products til forbrugere, med at integrere sensorer, printet elektronik og andre IoT-teknologier i deres produkter.
Kontakt Asger Søvsø på asov@teknologisk.dk eller 7220 3191, hvis du vil høre mere om mulighederne for samarbejde. Vi kan også hjælpe dig med at søge finansiering.