3D-print reducerer vægt og fremstillingstid på Bühlers pumperotor
Bühler-Meincke, der laver maskiner og ovne til fremstilling af kiks, kager og småkager, har sammen med Teknologisk Institut testet mulighederne for at anvende 3D-print i titanium til nogle dejpumper i deres produktion - det skete i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt. Resultatet viser, at teknologien kan hjælpe virksomheden med at reducere vægt og leveringstid på komponenten - til samme pris som den originale komponent.
- Den komponent, vi har kigget på i det her projekt, er pumperotorer, hvor vi ville undersøge nærmere, om vi kunne fremstille dem ved hjælp af 3D-print, siger Jørgen Juul, der er Design Engineer hos Bühler Meincke.
Pumperotorer er med til at sende kagedejen ned til tyllerne, der laver de enkelte småkager. Bûhler-Meinckes udfordring med rotorerne har været, at de er tunge og dyre.
Derfor undersøgte man i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt med hjælp fra Teknologisk Institut, om man kunne 3D-printe lettere og billigere pumperotorer til kageproduktion.
Resultatet viser, at virksomheden kan opnå en vægtbesparelse på 64-76 procent ved at udhule emnet og 3D-printe i titanium fremfor rustfrit stål - til samme pris som den originale komponent.
Ved 3D-print kan vi udhule emnet, så vi ikke alene sparer vægt på grund af materialeskiftet, men også på grund af udhulingen. Med udhulingen får vi en kortere fremstillingstid og dermed en billigere komponent
- Mads Østergaard, Teknologisk Institut
Hør meget mere om projektet i videoen øverst i artiklen.
Om MADE Materiale Demonstrationsprojekt
Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter både inden for materiale og produktion.