3D-printede overlægsplader hjælper synshandicappede til afstemninger
Til afstemningen om det danske forsvarsbehold har Teknologisk Institut designet 3D-printede overlægsplader til stemmesedlen, der hjælper synshandicappede i flere af landets kommuner.
Når man går til valg, er stemmesedlen et uundgåeligt element, hvor både sprog og design er afgørende for at skabe den rette forståelse. Det samme gælder for synshandicappede, hvor en 3D-printet overlægsplade nu sikrer, at krydset bliver sat det rigtige sted. Forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet blev Teknologisk nemlig kontaktet af Ikast-Brande kommune, der var interesseret i at få lavet de 3D-printede overlægsplader.
- Ideen opstod på hjemmekontoret, hvor min mand for sjov sagde, ”så må jeg jo printe dem”, da jeg delte min frustration over, at markedet ikke ligefrem svømmer over med leverandører af dette nicheprodukt til en pris, jeg fandt rimelig. Jeg har ved tidligere lejlighed besøgt Teknologisk Instituts 3D printlab, der i høj grad overstiger kapaciteten for de fleste hobbyprintere og tænkte, at det da var en oplagt mulighed at afsøge, fortæller Ellen Bach Fjendsbo, Planlægger hos Ikast-Brande Kommune
Optimeret og tilpasset specifikke krav
Overlægspladen er 3D-printet i plast – helt specifikt SLS Nylon PA 12 - hvor selve pladen er tilpasset de officielle mål og krav for stemmesedler. Desuden har overlægspladen fået en kuvertform, hvilket både sikrer, at papiret er placeret korrekt i forhold til felterne med ”Ja” og ”Nej”. Endelig stikker skriftdelen på papiret ud, og har man en ledsager med, vil det derfor være muligt, at vedkommende kan læse det op.
- Først og fremmest skal pladerne jo være lette at anvende for de potentielle brugere, men de specifikke krav beskrives i ’Bekendtgørelse om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved stemmeafgivningen’, kap 3 §7. Størrelsen er defineret i forhold til stemmesedlens udformning, der er defineret og bestemt af Indenrigsministeriet, forklarer Ellen Bach Fjendsbo.
10 stk. blev hurtigt til 150 stk.
Efter at Ikast-Brande Kommune viste interesse i de 3D-printede overlægsholdere, voksede efterspørgslen hurtigt hos flere andre kommuner – faktisk otte kommuner i alt, heriblandt Aarhus, Hørsholm og Vesthimmerland.
- Først troede vi, at vi bare skulle printe 10 stk. af de specialdesignede overlægsplader, men så var der andre kommuner, som fandt ud af, at de også manglede dem. Det resulterede i, at vi på nuværende tidspunkt har lavet omkring 150 stk., fortæller Kristoffer Ryelund Nielsen, forretningsleder på Teknologisk institut.
Hastigheden var en vigtig faktor
Med den pludselige øgede interesse for de specialdesignede overlægsplader er det en klar fordel, at pladerne er 3D-printede, eftersom den korte og hurtige vej fra idé til færdigt produkt er en af de helt store gevinster ved 3D-print teknologien – sammen med selve produktionshastigheden.
Det smarte ved 3D-print er, at vi kan printe mange - og vi kan printe dem hurtigt. Det er hastigheden ved 3D-print, der gør, at vi kan nå at printe 150 stk. med så kort varsel. Havde vi printet dem på en FDM hobbyprinter, ville det være umuligt at nå, men med de industrielle printere vi har til rådighed, er det faktisk muligt at printe op til 250 overlægsplader i samme print
- Kristoffer Ryelund Nielsen, Teknologisk Institut
Et komplekst design koster ikke ekstra med 3D-print
Ud over hastigheden på 3D-print fremhæves teknologiens mange designmuligheder også som en fordel for det færdige produkt.
- Foruden at 3D-print er hurtigt har vi også forsøgt at gøre overlægspladen lidt mere ”lækker”, fordi der ikke er begrænsninger på designet. Og når vi alligevel kunne tegne den op, hvorfor så ikke lave et lille øre, den kunne hænge i, lave runde kanter og lave det i en kuvert-form i stedet for en plade? Samlet set har det resulteret i, at vi har fået lavet et bedre produkt, som ikke koster ekstra, fordi det med 3D-print er gratis at lave det mere komplekst, lyder det fra Kristoffer Ryelund Nielsen.