
Ny, landsdækkende indsats vil fjerne spildtid og flaskehalse: Flere produktionsvirksomheder skal sikkert i gang med AI og robotter
30. september 2026
Stigende krav fra kunder og myndigheder, geopolitisk uro og mangel på arbejdskraft presser de danske produktionsvirksomheder. Det nye, landsdækkende initiativ Automationsløft gør det nu nemmere for virksomheder at fjerne spildtid og flaskehalse med AI og robotter. Målet er at gøre vejen fra idé til drift kortere, uden at virksomhederne risikerer dyre fejlinvesteringer.
For mange produktionsvirksomheder handler hverdagen om at udnytte kapaciteten optimalt og levere til tiden i et uforudsigeligt marked.
Automatisering, robotter og kunstig intelligens kan være en del af løsningen, men mange virksomheder tøver ved de klassiske spørgsmål: Kan det overhovedet betale sig? Er vores produktion for kompleks? Og hvordan sikrer vi, at medarbejderne føler sig trygge ved forandringen?
Det skal initiativet Automationsløft hjælpe virksomhederne med at afklare.
Bag initiativet står Erhvervshus Fyn, Teknologisk Institut, MADE – Manufacturing Denmark, Odense Robotics og Det Syddanske EU-Kontor. Tilsammen tilbyder partnerne en direkte og uvildig indgang til afklaring, teknologitest, matchmaking med leverandører, kompetenceudvikling og finansieringsplaner for små og mellemstore virksomheder.
Kend din udfordring − vi hjælper med resten
Automationsløft tager udgangspunkt i virksomhedernes konkrete hverdag og deres behov for at få mere ud af den eksisterende produktion og kapacitet.
− Mange virksomheder vil rigtig gerne automatisere, men bliver bremset af usikkerhed om økonomi og teknik. Vores budskab er, at man absolut ikke behøver at have den forkromede tekniske løsning klar på forhånd. Det er nok at kende sine flaskehalse eller have en god idé, siger Nathalie Godthaab, der er projektleder for Automationsløft hos Erhvervshus Fyn.
− Vi hjælper med at skabe overblikket, lægge en realistisk køreplan og få medarbejderne trygt med ombord. På den måde sikrer vi, at gode intentioner bliver til konkrete løsninger, der rent faktisk kan være med til at styrke virksomhedernes bundlinje, fortsætter hun.
Ny teknologi åbner døren for mindre virksomheder
En central del af initiativet er konceptet Test Before Invest, hvor virksomheder får mulighed for at afprøve, om deres manuelle proces kan automatiseres – og hvilken teknologi det kræver.
Testen foregår i Teknologisk Instituts specialiserede laboratorier i Odense og er særligt relevant for virksomheder med stor produktvariation og mindre seriestørrelser. Her kan generativ AI og digitale tvillinger være med til at gøre automatisering mere fleksibel.
Hvor robotter tidligere ofte krævede specialiseret programmering, kan nye AI-baserede løsninger gøre det lettere for medarbejderne at instruere og styre teknologien direkte. Samtidig kan digitale tvillinger bruges til at simulere og optimere produktionsforløb digitalt, inden ændringer gennemføres i den fysiske produktion.
− Mange mindre virksomheder tror desværre, at robotter er for ufleksible til deres mange varenumre, eller at teknologien kræver en fastansat programmør. Men fremtidens robot skal ikke programmeres, den skal instrueres. Kombinationen af generativ AI og digitale tvillinger gør, at det eksisterende personale i dag kan instruere robotten direkte og omstille produktionen langt hurtigere, fortæller Anders Pedersen, der er konsulent ved Teknologisk Institut.
− I vores testfaciliteter afprøver vi opstillingerne 100 procent uvildigt på virksomhedens egne emner. På den måde fjerner vi noget af den tekniske og økonomiske usikkerhed, så ledelsen får et solidt og dokumenteret beslutningsgrundlag, inden de går videre med en investering, siger han.
Hjælpen starter direkte ude på fabriksgulvet
For at gøre vejen til automatisering så enkel og praksisnær som muligt, tilbyder Automationsløft blandt andet gratis MADE Produktionstjek, hvor uvildige specialister besøger virksomheden og gennemgår de fysiske arbejdsgange sammen med produktionsledelsen. Kort tid efter følger en rapport med konkrete anbefalinger og en prioriteret rækkefølge af næste skridt.
− Vi har gennemført over 170 MADE Produktionstjek, og vi ser ofte et stort potentiale for automatisering, som bliver bremset af, at man simpelthen mangler overblik og tid til at finde ud af, hvor man skal starte. På få timer kan vi ofte give råd, der sparer virksomhederne tid eller giver dem en klar plan for, hvordan de kan effektivisere deres produktion. Det handler om at møde virksomhederne i øjenhøjde og hjælpe dem med at omsætte udfordringerne til konkrete løsninger, fortæller Helmut Schwartz, der er chefkonsulent hos MADE.
Uanset om udfordringen gælder manuelle processer inden for bearbejdning, montage, pakning eller intern logistik, kan virksomheder komme i gang med uvildig rådgivning og et MADE Produktionstjek.
Initiativet henvender sig bredt til små og mellemstore fremstillingsvirksomheder i hele Danmark og er en del af European Digital Innovation Hub og medfinansieret af den Europæiske Union.
Virksomheder kan læse mere om tilbuddene og indsende deres udfordring på automationsløft.dk.
Om Automationsløft
Hvad er Automationsløft?
Et landsdækkende initiativ, der hjælper små og mellemstore produktionsvirksomheder (SMV’er) med uvildig rådgivning, test og afklaring inden for automation, robotter og kunstig intelligens (AI). Målet er at fjerne flaskehalse, minimere spildtid og skabe et trygt beslutningsgrundlag før større investeringer.
Hvad koster det at være med?
Takket være medfinansiering fra EU kan virksomheder deltage til fordelagtige vilkår:
- Gratis forløb og rådgivning: Første afklaring, MADE Produktionstjek, Digital Maturity Assessment (DMA), Innovation Boards & Sprints samt 1:1 sparring om funding og finansiering koster 0 kroner for virksomheden.
- Test Before Invest til stærkt reduceret pris: De praktiske test- og prototypeforløb i robotlaboratoriet skræddersys individuelt til virksomhedens behov og tilbydes til en markant nedsat pris, da EU-tilskuddet dækker over halvdelen af omkostningerne.
- Events: Netværk, webinarer, inspirationsdage, innovationssprints og -kurser tilbydes enten gratis eller til stærkt reduceret deltagerpris.
Centrale tilbud i projektet
- Ude i virksomheden: MADE Produktionstjek og afdækning af potentialer direkte på fabriksgulvet.
- I testlaboratoriet: Test Before Invest med afprøvning af emner, robotgribere, generativ AI og digitale tvillinger hos Teknologisk Institut i Odense.
- Matchmaking med leverandører: Odense Robotics faciliterer Innovation Boards og Innovation Sprints, der matcher virksomhedens konkrete udfordring med relevante teknologileverandører og systemintegratorer.
- Finansiering: Hjælp til finansieringsplaner, soft funding, lån og tilskudsordninger.
- Kompetencer og netværk: Kurser i automationsledelse samt deltagelse i faglige netværk og matchmaking med teknologileverandører.
Hvem står bag?
Automationsløft drives af et tæt partnerskab mellem Erhvervshus Fyn, Teknologisk Institut, MADE – Manufacturing Denmark, Odense Robotics og Det Syddanske EU-Kontor (SDEO).
Finansiering
Projektet er en del af European Digital Innovation Hub-netværket (EDIH) og er medfinansieret af Den Europæiske Union via Digital Europe Programme.
Sådan kommer du i gang
Virksomheder behøver kun kende deres udfordring eller idé for at starte. Læs mere, og book en uforpligtende snak på automationsløft.dk.