På vej mod serieproduktion – et kig i 3D-print krystalkuglen

Jeppe Skinnerup Byskov

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 28 65.

3D-printede kageudstikkere på platform

På vej mod serieproduktion – et kig i 3D-print krystalkuglen

Hvor peger udviklingen hen for 3D-print, hvilke teknologier skal vi holde øje med, og hvad rør sig på det danske marked i øjeblikket? Jeppe Byskov er souschef i Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut – og dermed lidt af en ekspert på området – og han stillede op til en snak om nuværende og kommende tendenser inden for 3D-print.

Hvilke tendenser ser vi inden for 3D-print?

Hvis vi kigger ud i verden, så er den helt store interesse for produktion med 3D-print. Det er også der, vi ser de store danske virksomheder sætte ind. Tallene fra den seneste Wohlers Report, som er lidt af en bibel inden for 3D-print, understreger også, at der er en fortsat bevægelse mod mere industriel brug af teknologien. Hvis vi går nogle år tilbage, var det næsten udelukkende prototyper og værktøjer, men i løbet af relativt få år, blev det primære fokus på decideret produktion med 3D-print. Vi kan se, at flere og flere brancher sætter ind på her, og generelt vil teknologien bare komme bredere og bredere ud.

Er det bestemte teknologier, der dominerer udviklingen?

Lige nu sker udviklingen på tværs af mange teknologier. FDM-teknologien er jo det, som rigtig mange forbinder med 3D-print, og der er utrolig mange af den slags printere derude – både i private hjem og i virksomheder, der bruger dem til prototyper. Men der er stadig begrænsede muligheder for produktion med FDM-teknologien.

Emne kommer op ad SLA printerKigger vi derimod på SLA og DLP – de væskebaserede teknologier – kan vi se ganske meget decideret produktion. Fx produceres rigtig mange høreapparater på den måde.

Inden for pulverbaserede teknologier som SLS og SLM – i både metal og plastik – er der også et stort potentiale for produktion, og flere og flere går i gang med disse teknologier. På Teknologisk Institut har vi også både SLA, SLS og SLM.

Men det er relativt bredt på teknologi-siden, og så er der jo også de nye, up-coming teknologier som fx Binder Jetting, der lover produktivitetsforbedringer på op til en faktor 100. Det giver jo muligheder for at bevæge sig ind i et helt nyt segment – hvis ikke masseproduktion, så i hvert fald noget der ligner, med produktion af mange tusind styk og i nogle tilfælde flere hundrede tusinde styk.

Hvad ser du som det mest spændende i det kommende år?
Teknologimæssigt synes jeg, det er enormt spændende med Binder Jetting. Det er en af de teknologier, både jeg og rigtig mange virksomheder holder meget øje med, fordi den lover nogle produktivitetsforbedringer, som bringer prisen ned på et niveau, hvor den alvor kan konkurrere med traditionel fremstilling; selv på mere simple emner som fx reservedele og den slags.

Der er ikke nødvendigvis noget ’disruptive’ på vej, men jeg ser mange lovende ting, som gør hele produktionen hurtigere og bedre, og som stille og roligt bidrager til at skabe det industrielle ’gennembrud’ i form af en større del af fremstillingsmarkedet for 3D-print. Det er fx en øget grad af automatisering, mere integreret kvalitetssikring samt hurtigere og mere pålidelige processer, som sænker prisen. Så er der viden og kompetencer - det har været og er stadig en flaskehals, fordi der ikke rigtig er nogen, der afsætter ressourcer til det. Men vi begynder at se, at de også kommer bredere ud.

Desuden er det spændende at se på, hvilke markeder der virkelig rykker i Danmark – det holder jeg meget øje med. På Teknologisk Institut er det jo vores fornemmeste opgave at få 3D-print ud og skabe værdi i danske virksomheder.

Hvilke markeder rykker i Danmark?

I løbet af de seneste par år har vi set, at fx fødevareindustrien virkelig er begyndt at rykke – her tager man 3D-print til sig og skaber værdi med det. I videoen herunder er det fx Marel, der fortæller om, hvordan de bruger 3D-print til robotgribere.

Sundhedssektoren har også i en årrække har haft interesse for 3D-print, men det har mere været omkring videnopbygning. Nu ser vi, at dette område er på et niveau, hvor man begynder at opbygge 3D-print centre på hospitalerne og finde samarbejdspartnere til fx implantater, så man kan få teknologien ind for alvor. Det kommer til at ske i løbet af de næste par år, og det bliver superspændende at følge.

Den brede industri er efterhånden også begyndt at tage rigtig godt fra. Hvis vi går nogle år tilbage, så har det fx været fly- og bilindustrien, der har været de store drivere. Men i takt med at processerne er blevet mere industrialiserede, at det er blevet billigere, og at kvaliteten nu er fuldstændig pålidelig, så er 3D-print også blevet relevant for det mere brede fremstillingsmarked, hvor Danmark har rigtig mange virksomheder.

Hvad har Teknologisk Institut fokus på lige nu?

Vi snakker rigtig meget med de danske virksomheder for at finde ud af, hvad der skal til, for at de bruger 3D-print mere. Vi oplever, at virksomhederne tit ser nogle barrierer for, at de rigtig kan implementere teknologien. På Teknologisk Institut er vi jo på forkant med 3D-print, så vi skal være med til at nedbryde de barrierer.

3D-printet metalemne analyseres under mikroskopDet er fx sådan noget som kvaliteten, der tidligere har været udfordrende på især metal 3D-print. Det har vi lagt rigtig meget arbejde gennem de seneste 10 år. Nu er kvaliteten der, hvor den skal være. Det der så mangler i forhold til virksomhederne, er evnen til at specificere til teknologien. Hvordan kan de fx opstille en kravsspecifikation, og hvordan kan vi som producent af metal 3D-print dokumentere, at produktet lever op til de krav - og få godkendt det?

Så hele forløbet fra kravspecifikation og til at vise, at den er overholdt - der ligger vi en hel del arbejde i øjeblikket, og det kommer vi til at gøre i de kommende år. Det skal helst være sådan, at virksomhederne kan sige: ”Vi har støbning, fræsning og 3D-print” - på fuldstændig lige fod. Hvor man ved, hvad der forventes af 3D-print, og hvor man kan dokumentere, at det lever op til de forventninger.

Endelig er der jo også hele den grønne bølge, hvor vi kigger meget på, hvordan 3D-print kan understøtte den grønne omstilling. Det har jeg skrevet et helt indlæg om, og det er virkelig noget, der står højt på dagsordenen i de kommende år.