
AFLOAT - Ammonia Fuelled Combustion for Marine Applications - Om AFLOAT
Projektstart: Juli 2023. Forventet projektafslutning: Juli 2026.
Shipping står for over 2 % af verdens CO₂-udledninger, og sektoren står over for strenge klimakrav nationalt og internationalt. AFLOAT arbejder for at løse denne udfordring ved at nedbryde de teknologiske barrierer for et af de nye brændstoffer med størst potentiale for CO₂-reduktion i skibsfarten – ammoniak. Selvom ammoniakforbrænding ikke i sig selv udleder CO₂, er det en udfordring, at ammoniak brænder dårligt og er svær at antænde sammenlignet med traditionelle brændstoffer. Dette vil AFLOAT-projektet løse ved at tilsætte brint til ammoniak, hvilket forbedrer forbrændingsevnen betydeligt. Brint er dog svært og risikabelt at opbevare i store mængder ombord. Med krakkerteknologi kan vi derfor omdanne en del af ammoniakken til brint direkte på skibet, så forbrændingen optimeres – og målet er at gøre det muligt at undvære diesel helt og bruge ammoniak som et sikkert, effektivt og CO₂-frit brændstof for fremtidens skibe.
Projektets mål
Målet med AFLOAT er at gøre ammoniak til et anvendeligt, sikkert og CO₂-frit skibsbrændstof gennem udvikling og demonstration af centrale teknologier og integration i det maritime energisystem. AFLOAT udvikler en fuld teknologisk løsning – fra tank til udstødning – der på sigt kan integreres på skibet.
AFLOAT arbejder målrettet med følgende centrale indsatsområder:
Forbrænding af ammoniak med brint
Krakkerteknologi – brint produceret ombord
Udvikling og integration af nye komponenter – varmeveksler, motor og afbrænder til keddel
Systemintegration og samlet optimering
Hvorfor ammoniak?
Ammoniak er CO₂-neutralt, hvis det produceres med grøn elektricitet, og kan lagres, transporteres og håndteres i stor skala. Med AFLOAT’s løsninger kan ammoniak blive nøglen til at elektrificere og afkarbonisere selv langdistanceshipping.
Hvem står bag?
Vi har samlet nogle af de stærkeste aktører i Danmark inden for energi og grøn teknologi for at udvikle, teste og demonstrere løsninger, der kan bringe ammoniak ud på verdenshavene:
- Teknologisk Institut (projektledelse, integration af katalysator, motortest og kommunikation)
- Alfa Laval Technologies (krakker reaktor, opskalering)
- Alfa Laval Aalborg (kedler, industrielt design)
- DTU – Technical University of Denmark (grundforskning, modeludvikling og katalyseudvikling)
Projektet er finansieret af Innovationsfonden.
Følg vores rejse
På denne side kan du løbende læse mere om AFLOAT’s teknologier, nyheder, cases, testresultater og partnerskab.
Vil du vide mere, så kontakt os!