6 fordele (og 1 ulempe) ved humanoide robotter i produktionen

Søren Peter Johansen

Jeg er din kontaktperson

Skriv til mig

Indtast venligst et validt navn
Eller dit telefonnummer
Sender besked
Tak for din besked
Vi beklager

På grund af en teknisk fejl kan din henvendelse desværre ikke modtages i øjeblikket. Du er velkommen til at skrive en mail til Send e-mail eller ringe til +45 72 20 28 59.

-

6 fordele (og 1 ulempe) ved humanoide robotter i produktionen

Humanoide robotter kan skabe helt nye muligheder for fleksibel automatisering, når de skal løse opgaver side om side med mennesker. Men hvad kan de egentlig, som klassiske robotter ikke kan matche? Her får du et overblik over de vigtigste fordele og én ulempe direkte fra en af Teknologisk Instituts eksperter.

 

Humanoide robotter har for alvor fundet vej fra robotteknologiens forskningslaboratorier og er på vej ud i fabrikshallerne.

En ny generation af robotter, der ligner og bevæger sig som mennesker, kan ændre måden, industrien automatiserer og tilpasser sig svingende behov og opgaver på. Men hvad er det, humanoide robotter bringer til bordet, og hvornår giver de mest mening?

Det har vi spurgt Søren Peter Johansen, der er faglig leder ved Teknologisk Institut, om.

Og her får du seks fordele og én ulempe ved humanoide robotter i produktionen:

1. Fleksibilitet fra dag ét

Hvor klassiske industrirobotter oftest er specialiserede og kræver dedikerede opstillinger, er humanoide robotter generalister. De er skabt til at løse mange forskellige opgaver og flyttes rundt i produktionen efter behov. De kan tilpasses til nye rutiner og arbejdsopgaver, hvilket gør det nemmere at håndtere svingende produktion, små serier og hurtige ændringer.

− Den helt store fordel er fleksibilitet. Humanoide robotter kan hurtigt skifte mellem opgaver og tilpasse sig forskellige arbejdsstationer, hvor andre robotter typisk kun kan én ting, forklarer Søren Peter Johansen.

2. Minimal ombygning og pladsbehov

En stor udfordring ved klassisk automatisering er, at det ofte kræver store arealer, nye hegn og ombygning af fabrikken.

Humanoide robotter fylder ikke mere end et menneske og kan derfor bevæge sig på gulvet blandt de ansatte. Dermed kan de passes ind i eksisterende produktionsmiljøer, uden at der skal investeres i nye maskiner eller ændres på layoutet.


"Den helt store fordel er fleksibilitet," Søren Peter Johansen fra Teknologisk Institut

3. Mobilitet og logistik på tværs

Modsat stationære robotter eller andre maskiner kan humanoide robotter bevæge sig selvstændigt mellem forskellige arbejdsstationer. Det giver mulighed for, at én robot kan servicere flere maskiner, flytte materialer, udføre logistikopgaver og hurtigt reagere på flaskehalse eller akutte behov i produktionen.

− Mobiliteten gør, at én robot kan dække flere arbejdsstationer og løse flere forskellige opgaver i løbet af en arbejdsdag. Det giver muligheder, vi ikke tidligere har haft, siger Søren Peter Johansen.

4. Stærk samarbejdspartner for mennesker

Humanoide robotter er udviklet til at arbejde tæt sammen med mennesker med fuldt fokus på samarbejde, tryghed og hensyn til medarbejdere. Særligt på arbejdspladser, hvor det ikke kan betale sig at automatisere alt, kan humanoide robotter overtage rutineprægede eller fysisk belastende opgaver, uden at det menneskelige samarbejde forsvinder.

− Humanoide robotter bliver direkte udviklet til at samarbejde med mennesker, ikke til at erstatte dem. Det handler om at få teknologien og medarbejderne til at supplere hinanden bedst muligt, fremhæver Søren Peter Johansen.

5. Adgang til farlige områder

Humanoide robotter kan overtage monotone, fysisk hårde eller risikofyldte opgaver, som tidligere kun kunne løses manuelt for eksempel i varme, støvede eller sterile miljøer, hvor man helst undgår at udsætte mennesker for unødvendige risici.

Med teleoperation og fjernstyring kan de bruges steder, hvor arbejdsmiljøet sætter grænser for klassisk automation.

6. Potentiale til at supplere manglen på arbejdskraft

Manglen på faglært arbejdskraft og fleksible ressourcer udfordrer mange produktionsvirksomheder. Her kan generalist-robotter som de humanoide robotter blive en uundværlig buffer, især når mange ensartede robotter masseproduceres og prisen falder. Det kan gøre dem tilgængelige for flere virksomheder.

Dog skal det tænkes som et supplement – ikke en erstatning for medarbejdere.

 

Se video om et samarbejde mellem tyske Weidmüller og Teknologisk Institut, som undersøger, om humanoide robotter kan løse opgaver inden for opbygning af kabeltavler med større fleksibilitet end traditionelle, industrielle robotter.
 

En ulempe at holde øje med

Selvom humanoide robotter er designet til at arbejde tæt sammen med mennesker, er sikkerhed et afgørende fokuspunkt.

For at sikre, at robotter og mennesker kan bevæge sig trygt side om side, er der behov for helt nye internationale standarder og løsninger.

Det stiller store krav til både teknologi, overvågning og procedurer.

Søren Peter Johansen uddyber:

− Netop arbejdet med sikkerhedsstandarder er helt afgørende for, at humanoide robotter kan indgå problemfrit på moderne arbejdspladser, så både medarbejdere og robotter arbejder trygt sammen. Udviklingen foregår løbende, men indtil standarderne er fuldt på plads, er det et vigtigt område at følge tæt, uddyber Søren Peter Johansen.

En samarbejdende trio

Selvom humanoide robotter endnu ikke matcher mange andre robotter på hastighed eller præcision, udvikler de sig hurtigt. Især med brug af AI, der gør dem i stand til at lære og tilpasse sig opgaver over tid, kan fordelene ved humanoide robotter være mange.

Søren Peter Johansen understreger, at det ikke nødvendigvis handler om at vælge mellem mennesker, humanoide robotter eller andre former for robotter, men om at skabe de rigtige synergier.

− Fremover skal vi ikke tænke i robotter for sig og mennesker for sig. Vi skal tænke i, hvordan teknologi og mennesker kan supplere hinanden, så hver især får mest mulig værdi ud af det, de er bedst til, siger Søren Peter Johansen.

Vil du vide mere om mulighederne med humanoide robotter?
Kontakt Teknologisk Institut for demonstrationer, rådgivning og strategisk sparring om fremtidens fleksible automatisering.