Kalibrering og måleteknik - Nationale metrologilaboratorier
Vælg side
Teknologisk Institut er anerkendt for at have den største tekniske kompetence inden for metrologi på en række områder og er af Sikkerhedsstyrelsen udpeget som nationalt metrologilaboratorium (MI) på områderne:
- Temperatur ved berøring
- Vandflow - inkl. energiflow i vandførende systemer
- Anemometri (måling af lufthastighed)
- Geometrisk måling (længde)
- Materialefugt
Vores nationale metrologilaboratorier deltager i måleteknisk forskning og udvikling på højt, internationalt niveau, bl. a. gennem det europæiske metrologiforskningsprogram ”EMRP” for at styrke vores måletekniske viden og internationale kontakter. Vi deltager i den europæiske metrologiorganisation EURAMET og den danske metrologiorganisation DANIAmet.
Det nationale metrologilab for vand - og energiflow har det største akkrediterede måleområde i Europa fra 1 ml/h op til 425 m3/h - og on-site med laser doppler velocimetri (LDV) op til 17000 m3/h.
Inden for geometri er vi ligeledes udstyrsmæssigt i front med det nyeste inden for måleteknik, inklusiv CT Scanning, som er en anden måde at opmåle emner på. Via CT-scanning kan vi på meget kort tid foretage en komplet sammenligning mod en nominel CAD-model - med CT-scannet data fra emnet - både ind- og udvendigt.
Hvilke særlige fordele giver vores status som dansk nationalt metrologilab dig?
- Vi har mulighed for at udstede certifikater med CIPM MRA logo, der dokumenterer sporbarhed på højeste internationale niveau.
- Du har garanti for, at vores laboratorier og måleusikkerheder er blevet evalueret af internationale eksperter, og at vi deltager i sammenligninger på højeste niveau
- Du får adgang til opdateret international viden om de nyeste tiltag inden for metrologi.